Britiske skiturister blev beordret i isolation – så forsvandt 200 af dem i nattens mulm og mørke

Hundredvis af britiske skiturister blev beordret i isolation, da de ankom til et schweizisk skisportssted i Verbier. Men i ly af natten undslap 200 af dem. Og nu ved ingen, hvor de er.

 
De kom til Verbier for at stå på ski – men så lukkede det ene land efter det andet grænserne for Storbritannien. Og 420 skiturister blev sendt i isolation på deres værelser. Men søndag morgen var 200 af dem forsvundet. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var meningen, at de skulle gå i isolation.

De 420 britiske skiturister, der ankom til Verbier, et skisportssted i Schweiz, netop som en ny og ekstra smitsom mutation af covid-19 blev opdaget i Storbritannien, blev hurtigt beordret til at tilbringe de næste ti dage i isolation på deres værelser.

Men i ly af natten forsvandt knap halvdelen af dem. Omtrent 200 turister menes at være brudt fri, inden deres karantæne var ovre, mellem lørdag og søndag. Og det er endnu uklart, hvor de er blevet af. Det skriver Sky News.

Det var først, da hotelansatte lagde mærke til de mange urørte bakker med mad, der stadig stod foran gæsternes værelser søndag morgen, at det gik op for dem, at flere af værelserne stod tomme. Det var tilfældet på flere af hotellerne i Verbier. Turisterne var taget af sted i al hemmelighed.

»Mange af dem blev i karantæne i en dag, før de tog af sted i ly af mørket,« fortæller Jean-Marc Sandoz, talsmand for Bagnes kommune, hvor skisportsstedet er placeret, til SonntagsZeitung.

Samme talsmand har senere fortalt til AFP, at der søndag var færre end 12 turister tilbage på hotellerne i Verbier. Mange af dem, der har forladt området, har angiveligt krydset grænsen til Frankrig.

Schweiz var et af de mere end 40 lande, der hastigt lukkede grænserne for Storbritannien, da den nye mutation af covid-19 blev vurderet til at være omtrent 70 procent mere smitsom end hidtidige udgaver af virussen.

Og alle britiske turister, der var nået til landet inden 14. december, blev samtidig beordret i isolation.

Den restriktion kom også til at gælde for de britiske skiturister, og mange af dem følte sig ifølge Jean-Marc Sandoz »fanget« på hotellerne. De var »lidt vrede på Schweiz«, fortæller han.

»Vi kan ikke bebrejde dem. I de fleste tilfælde var karantænen uholdbar. Forestil dig fire personer, der skal blive på et hotelværelse på 20 kvadratmeter,« tilføjer han over for SonntagsZeitung.

Schweiz beordrede i sidste uge restauranter, barer, koncertsteder og træningscentre til at lukke på grund af stigende smittetal og coronaindlæggelser.

Tidligere på året, i begyndelsen af pandemien, viste det østrigske skisportssted Ischgl sig at være et af de mest centrale arnesteder for spredningen af covid-19 på tværs af Europa.