Britisk minister: Talebansejr er en fiasko for verdenssamfund

»Vi ved alle sammen, at Afghanistan ikke er afsluttet. Det er et uafsluttet problem,« siger forsvarsminister.

Talibans magtovertagelse i Afghanistan er en fiasko for det internationale samfund, siger Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, mandag. Han siger, at Vestens intervention i landet var et halvfærdigt arbejde. (Arkivfoto) Unknown/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Talebans magtovertagelse i Afghanistan er »en fiasko for det internationale samfund«.

Det siger Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, mandag. Han kalder Vestens intervention i landet for »halvfærdigt arbejde«.

»Vi ved alle sammen, at Afghanistan ikke er afsluttet. Det er et uafsluttet problem for verden, og verden må hjælpe med at løse det,« siger Wallace til BBC.

Ben Wallace er tidligere officer i den britiske hær. Han sagde i sidste uge, at præsident Joe Bidens forgænger, Donald Trump, havde indgået »en elendig aftale«, som har betydet, at det militante islamistiske Taleban nu igen er ved magten.

Den britiske minister siger, at den 20 år lange intervention i Afghanistan under amerikansk ledelse »ikke har været spildt og ikke har været forgæves«. Samtidig beskylder han dog Vesten for at føre en kortsigtet politik.

»Hvis det er en fiasko, så er fiaskoen, at det internationale samfund ikke har forstået, at man ikke lige ordner problemerne fra den ene dag til den anden. Jeg er bange for, at hvis det drejer sig om et land som Afghanistan, hvor man har at gøre med 1.000 års historie og borgerkrig, at man så skal bruge 100 år på at udrede det.«

»Der er ikke tale om, at man blot går hurtigt ind og så hurtigt ud og forventer, at problemerne er løst,« siger han.

Wallace siger videre, at det har været en fejl, at man ikke har erkendt, at militær magt alene ikke kunne løse situationen i Afghanistan.

»Halvdelen af missionen var i sig selv fuldkommen vellykket,« understreger ministeren. Han henviser til, at Taleban blev fjernet fra magten efter angrebene den 11, september 2001, og at al-Qaeda-chefen Osama bin Ladens død havde skabt en mere sikker verden.

I London har en række fremtrædende politikere og ledende militærfolk kritiseret tilbagetrækningen af internationale styrker fra Afghanistan.

Onsdag skal parlamentet samles. Her skal medlemmerne diskutere situationen og mulig fremtidig støtte til afghanere på flugt fra Taleban.

/ritzau/