Sjældent kan et finanslovsforslag være blevet udformet så meget i blinde, som det Philip Hammond netop har præsenteret i Underhuset. Det var første gang, at Hammond som britisk finansminister traditionen tro kunne holde den lille røde kuffert frem med regeringens bud på Storbritanniens økonomi det kommende år. Men allerede om få dage kan papirerne i kufferten komme til at virke ret ligegyldige.
Senest ved »udgangen af marts« har premierminister Theresa May lovet officielt at sætte bruddet med EU i gang, og politisk kilder siger til britiske medier, at May ønsker at udløse EU-traktatens »artikel 50« allerede i næste uge – efter valget i Holland og inden EUs 60-års fejring i Rom.
Derefter ved ingen, hvad der vil ske, men alle er enige om, at de fastsatte to år udmeldelsesforhandlinger vil få stor betydning for EU og afgørende betydning for Storbritanniens økonomi. Den tidligere britiske, konservative premierminister John Major advarede i en tale for nyligt om, at det kan gå helt galt:
»Forhandlingerne vil begynde med omkostningerne ved adskillelsen. De kunne blive politisk eksplosive.«
Major har ikke lagt skjul på, at han mener, at briterne begår en alvorlig fejl ved at trække sig ud ad EU. Men kritikken er bemærkelsesværdig hård i talen, der er lagt ud som video på nettet, og hvor Major anklager den britiske regering og EU-kritiske partifæller for ikke at have forberedt den britiske befolkning på, hvad der venter.
»Under folkeafstemningen lovede Leave-kampagnen, at de ville genvinde kontrollen over en stor sum penge og indbetale ekstra 350 millioner pund om ugen til det offentlige sundhedssystem,« lød det fra Major.
»Mange troede på det, men det er bitter ironi, at skilsmissen kan involvere en endnu større sum at betale for os. EUs chefforhandler har vurderet, at regningen for vores afsked kan ende et sted mellem 40 og 60 milliarder euro. Jeg vil stille spørgsmål ved det beløb. Men regningen vil være betydelig og i milliarder, ikke millioner, og den vil være meget uappetitlig. Det vil komme som et ubehageligt chok for vælgere, der ikke er blevet advaret om det – ikke engang i den nylige hvidbog.«
I de mere end otte måneder siden EU-folkeafstemningen har de lejlighedsvise udtalelser fra Bruxelles om en »pris« at betale for Brexit ikke spillet den store rolle i Storbritannien. I britiske medier har der været talt om, at den britiske regering måske kan kræve en andel af EUs kunst og årgangsvin i kældrene.
Men siden EUs chefforhandler, Michel Barnier, for nyligt signalerede, at en britisk betaling på i omegnen af 400 milliarder kroner til EU efter bruddet ville være realistisk, har den britiske regering sat en politisk modoffensiv i gang. EUs krav er baseret på mulige britiske forpligtelser i det nuværende syv-års budget, der løber fra 2014 – 2020 plus en andel i fremtidige pensionsudbetalinger til EUs ansatte samt indbetalinger til programmer og strukturfonde, som den britiske regering har været med til at vedtage som EU-medlem.
I sidste weekend lod den britiske regering det sive til avisen The Times, at May er indstillet på at afvise EUs krav med det argument, at alle juridiske forpligtelser til yderligere britiske betalinger til EU ophører med udmeldelsen. Det skal regeringens jurister være kommet frem til. En lignende konklusion er Overhusets EU-finansudvalg kommet frem til i en netop offentliggjort grundig gennemgang af de juridiske problemstillinger ved Brexit:
»På baggrund af de juridiske vurderinger, som vi har taget i betragtning, konkluderer vi, at ifølge EUs lovgivning tillader artikel 50 Storbritannien at forlade EU uden at hæfte for udestående finansielle forpligtelser i EUs budget og relaterede finansielle ordninger med mindre, at der er indgået en aftale, som ophæver det forhold.«
Den vurdering kan give ekstra politisk vægt til regeringens standpunkt, fordi et flertal i Overhuset er imod Brexit og i øjeblikket trodser May ved at forsinke lovgivningen, der skal give hende mulighed for at udløse EU-udmeldelsen. Avisen The Daily Telegraph kom frem til overskriften: »Brexit: Storbritannien kunne forlade EU uden at betale en penny, siger Overhuset«. Og rapporten er blevet taget varmt imod hos EU-kritiske politikere, der ellers har tordnet imod de »ikke-folkevalgte og livstidsudpegede« overhus-medlemmers forsøg på at »blokere for folkets vilje«.
Så står det klart, at der slet ikke skal betales noget, har det lydt fra fremtrædende, konservative politikere, der går ind for et helt og fuldt »hårdt« brud med EU. Der er dog langt fra klarhed om den juridiske situation, siger professor Catherine Barnard med speciale i EU-lov på Cambridge University til Berlingske i en kommentar sendt på mail. Intet EU-medlem har tidligere meldt sig ud af Den Europæiske Union, og Brexit bevæger sig på ukendt lovmæssig grund.
Barnard mener, at det i sidste ende kan blive op til Den Internationale Domstol i Haag at afgøre, om artikel 50 ophæver alle fremtidige forpligtelser:
»Med hensyn til Overhusets rapport tror jeg, at et bedre bud kan være, at det ikke er korrekt at sige, at EU ikke er underordnet Wienerkonventionens generelle udlægning af traktatsbestemmelser.«
EU-forhandler Barnier har sagt, at han først ønsker spørgsmålet om briternes efterbetaling afgjort, før forhandlinger om fremtidige relationer kan begynde. Det forløb stritter briterne imod. Barnier er angiveligt blevet advaret af både briterne og andre EU-lande om, at et stort milliardkrav kan føre til voldsomme protester i den britiske befolkning og køre forhandlingerne af sporet fra begyndelsen. Derfor vil han måske i stedet gå efter en aftale om »principperne« for betaling uden at fastsætte et beløb.
Brexit-minister, David Davis, har med opbakning fra finansminister Hammond understreget, at briterne måske vil være villig til i fremtiden at betale et beløb til EU, men briterne vil populært sagt have noget for pengene i form af adgang til særligt udvalgte områder af EU.
Men store milliardbeløb er ikke blevet nævnt, selv om det skal ses i forhold til den britiske økonomis størrelse. EUs krav svarende til hundredevis af milliarder kroner lyder astronomisk, men det er mindre end det beløb, som Hammond i sit budget fortalte briterne, at statskassen havde lånt i seneste finansår og skal låne i det kommende finansår. Det svarer nogenlunde til det beløb, som de britiske skatteydere har pumpet ind i Royal Bank of Scotland for at redde banken efter nedsmeltningen i 2008.
Den regning hænger briterne på endnu med en statsgæld, der bevæger sig op imod de 2.000 milliarder britiske pund. Hammond konstaterede i sin lange fremlægning af sit finanslovsforslag, at økonomien har udviklet sig langt bedre end forventet efter valget af Brexit sidste år. Men han vil fortsætte de mange års besparelser og nedskæringer i de offentlige udgifter for at kunne rette op på statsbudgettet, og regeringen vil også gemme milliarder i »reserve« for at sikre sig mod ubehagelige overraskelser ved Brexit.
I det lys kan en uventet ekstraregning vise sig særdeles upopulær uanset, hvordan man måler den i forholdet til økonomien i øvrigt. EUs borgere kan også styre mod en ubehagelig virkelighed med manglende budgetindbetalinger fra Storbritannien, der hidtil har stået for omkring 10 procent af EUs budget.
Få dage før Brexit bliver alvor, er prisen fortsat uafklaret, og svælget mellem »ikke en penny« og »60 milliarder euro« kan blive svær for politikere og forhandlere at forklare deres befolkninger. Det kan også betyde, at Hammond må finde nogle nye tal frem til sin finanslov.
»Det kan få dybtgående politiske og økonomiske konsekvenser for Storbritannien at forlade EU uden at forholde sig til forpligtelser i EUs budget. Hvis Storbritannien ønsker at være favoriseret handelspartner med EU, inkluisv en overgangsordning, så er det tænkeligt, at EU-partnerne vil kræve et finansielt bidrag efter Brexit,« lyder forudsigelsen i Overhusets rapport.
Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien