I et tidligere liv som centerølhenter for et filmselskab kom jeg tit til Irland. Vi indspillede meget oppe i den nordlige del af republikken, hvor den bevogtede grænse mod Nordirland endnu var synlig:
Oppe i Crossmaglen stod et vagttårn, som lignede alle de andre armerede tårne, der løb gennem det såkaldte bandit-land. Det var mindst 20 meter højt, indhyllet i jerngitre og med britiske faldskærmssoldater stående øverst, der sammen med Ulsters protestantvenlige politi afsøgte al trafik på gaden gennem kikkertsigtet på deres rifler.
Det var mest i den sydlige del af Armagh kommune, der ligger i Nordirland, at tårnene var under belejring, for det var der, de fleste våbenføre IRA-mænd blev udklækket. Da jeg selv traskede op ad de veje, var fredsprocessen næsten fuldbyrdet. 30 års patruljer mellem gylletanke og mortérangreb var klinget af. En bonde, der ejede land på den irske side, fortalte mig, at han glædede sig til snart at kunne besigtige sin ejendom uden at rende ind i vejspærringer.
Tårnet i Crossmaglen var det sidste, der blev fjernet, i 2007, da grænsen allerede var så usynlig, at kun vejskiltene skiftede farve fra irsk grønt til britisk hvidt, når man rejste. Sidst, jeg var i byen Newry, var politiet blevet upartisk og hed PSNI. Folk giftede sig på kryds og tværs af skel, man aldrig havde troet muligt.
Brexit, siger jeg så, kære læser, og her har vi grænseballaden igen, lige så frisk og brutal, som den var i 1960erne, da de sekteriske stridigheder blussede op.
Og jo, man skal respektere folkets vilje ved stemmeurnerne. Og nej, vel skal man ej male fanden alt for tydeligt på væggen med det samme. Men når nu væggene i Nordirland ude i Londonderry stadigvæk er oversmurt med falmede heltemalerier af forlængst døde IRA-martyrer som Bobby Sands, mens de mørke mursten oppe i East Belfast er dækket af tilsvarende beskrivelser af Ulsters protestantiske elefanthue-sønner, skal der ikke meget til, før den fernis af fred, der endnu skjuler fortiden, krakelerer.
Mine spioner ved grænsen fortæller mig, at der allerede er dukket skilte op hist og her, som med deres »Fast grænse nu!«og »Et samlet Irland eller ingenting«« giver os praj om, at både London-loyalister og de nordirske irlandstro republikanere kridter skoene. Det sker samtidig med, at premierminister Theresa May i Downing Street finder ud af, hvordan hun – efter at hun har smækket med døren til Europa – vil løse den grænseknude, der udløste en irsk borgerkrig, dengang selveste Winston Churchill troede, at han endegyldigt havde bundet den op.
Hvis den grønne grænse på ny bliver synlig, vil den kræve mandskab på begge sider. Folk vil nu rejse fra republikken i syd mod kongedømmet i nord og komme dertil gennem et lige så synligt banditland.
En sang fra lokalområdet kan selv små drenge stadig udenad. Kan fru May den?
Den patriotiske flamme vil aldrig blive slukket
Og når du hører kampråbet
Vil det være krigerne fra Crossmaglen.