Briterne mangler midler til opgradering af forsvar

Den britiske hær kan ifølge general ikke længere anses for at være på topniveau efter år med nedskæringer.

En britisk kampvogn ses her under en øvelse i februar i Estland. Pavel Golovkin/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke lige nu nye finansielle midler på vej til det britiske forsvar.

Det er ifølge Sky News signalet fra det britiske finansministerium, til trods for at det er nødvendigt med oprustning i kølvandet på Ruslands krig i Ukraine.

Tv-stationen citerer søndag anonyme kilder i finansministeriet for oplysningerne.

Kilderne oplyser, at en planlagt »vitalisering« af den britiske forsvarspolitik formentlig bliver udsat til efter finansloven i marts.

Det foreliggende udkast til den nye forsvarspolitik vurderes ikke at være tilstrækkeligt i den sikkerhedssituation, som Europa står i med krigen i Ukraine.

»Vitaliseringen« skulle være lanceret af den britiske finansminister, Jeremy Hunt, og premierminister Rishi Sunak i forbindelse med det nationale budget.

Kilderne siger, at der ikke hersker enighed i regeringen om dette område.

Udtalelserne kommer, efter at Sky News i sidste uge skrev om amerikansk utilfredshed med det britiske forsvar.

En højtstående amerikansk general skal have sagt til den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, at den britiske hær ikke længere kunne anses for at være på topniveau efter år med nedskæringer.

Nu advares der angiveligt om, at Storbritannien ikke længere med »troværdighed« vil kunne levere det nødvendige antal styrker til en ny stor NATO-styrke.

Internationalt ligger Storbritannien dog i den pæne ende af NATO-bidragyderne og har ifølge den britiske regering hvert år siden 2006 levet op til målsætningen om, at de enkelte medlemslande skal bruge mindst to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på deres militær.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde i slutningen af januar, at han forventede, at medlemslandene snart vil hæve deres mål for, hvor mange penge de skal bruge på forsvaret.

Det sagde han til det tyske medie Welt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg forventer, at der vil blive fastsat en ny målsætning for landenes forsvarsudgifter, når vi mødes til NATOs topmøde i Vilnius (Litauens hovedstad, red.) i juli i år,« sagde han.

/ritzau/