Brasilien er tilbage i den globale kamp mod klimaforandringer.
Det siger landets kommende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, onsdag ved FN-klimatopmødet COP27 i Sharm el-Sheikh, Egypten. Det skriver Reuters.
Han foreslår samtidig, at COP 30 i 2025 bliver afholdt i Amazonas, den brasilianske delstat, som er næsten helt dækket af regnskov.
Ideen vil han senere forelægge for FNs generalsekretær, António Guterres, siger den kommende præsident.
Han blev valgt som Brasiliens præsident i slutningen af oktober, men overtager først posten efter Jair Bolsonaro 1. januar 2023.
Lulas udtalelser kommer i forbindelse med et møde med repræsentanter fra Amazonas ved COP27.
Den kommende brasilianske præsident vil senere onsdag også give en officiel erklæring ved COP27.
Her ventes det, at han vil præsentere en plan for at stoppe skovrydning i Amazonas. At beskytte regnskoven Amazonas er en af hans mærkesager.
Ved den lille sidebegivenhed på COP27 onsdag giver han en lille forsmag på, hvad han ventes at sige senere.
»Jeg er her for at sige, at Brasilien er tilbage i verden. Brasilien blev ikke født til at være et isoleret land.«
»Vi vil kæmpe hårdt imod ulovlig skovrydning,« siger Lula ifølge AFP.
Afskovning har taget til, mens Jair Bolsonaro har været ved magten i Brasilien.
En leder i magasinet Nature har tidligere kaldt 67-årige Bolsonaros politik »katastrofal for videnskaben, miljøet, Brasiliens folk – og verden«.
I hans regeringsperiode er den gennemsnitlige årlige skovrydning i regnskoven ifølge AFP steget med 75 procent, hvis man sammenligner med samme periode et årti forinden.
Skovrydning i den brasilianske del af Amazonas-regnskoven nåede i 2020 det højeste niveau i 12 år. Men Lula varsler nye tider for Brasilien og ikke mindst regnskoven.
/ritzau/



