Fem måneder før det amerikanske præsidentvalg har John Bolton lanceret et hårdt frontalangreb mod sin gamle chef.
Hans kommende bog, »The Room Where It Happened: A White House Memoir«, handler om Boltons tid som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump, og de første uddrag er fyldt med voldsomme – og i øvrigt uverificerede – anklager mod præsidenten.

Anklagerne er mange, og de bevæger sig fra de meget alvorlige, f.eks. at Trump skulle have bedt Kinas præsident om hjælp til genvalg i 2020, til de mere absurde, bl.a. at han i månedsvis skulle have været besat af at sende Elton Johns »Rocket Man«-album til Nordkoreas Kim Jong-un.
Præsident Trump har hurtigt afvist beskyldningerne som det pure opspind på Twitter og kaldt John Bolton for et »misfornøjet, kedeligt fjols, der kun ville i krig«, mens han arbejdede for præsidenten.
Ifølge RealClearPolitics, der samler vægtede gennemsnit af landsdækkende meningsmålinger, er Donald Trump lige nu væsentligt bagefter Joe Biden i ræset om at blive USAs næste præsident. Men spørgsmålet er, om Boltons beskyldning kommer til at betyde noget for præsidentens chancer for genvalg?
På den ene side er John Bolton ærkerepublikaner, der har førstehåndsviden om præsident Trumps gøren og laden i Det Hvide Hus.
På den anden side er han nem at udstille som en bitter mand, der ikke er til at stole på, efter at han angiveligt blev fyret af Donald Trump, fordi de to ikke kunne enes om, hvordan konflikten med Iran skulle håndteres.
At han i øvrigt afviste at vidne under ed i rigsretssagen mod Donald Trump i vinter, men nu pludselig har en masse dårligt at sige om præsidenten i den bog, som han får millioner af dollar for at skrive, bliver også kritiseret.
Nøjagtigt den kritik er blevet rejst af blandt andre Fox News-værten Trew Gowdy.
»Han havde mulighed for at vidne i Repræsentanternes Hus, men gjorde det ikke. Han havde mulighed for at vidne i Senatet, men gjorde det ikke. Han havde mulighed for at optræde i talkshow og besvare svære spørgsmål,« som han for nylig sagde på Fox News.
»Men nej, for 29,95 dollar vil han redde dig fra denne eksistentielle trussel mod vores land,« siger han og henviser til prisen på bogen, der er sat til at udkomme i næste uge.
Kritikken af Bolton er formentlig nok til, at præsidentens kernevælgere ikke viger fra ham, mener Wendy Schiller, professor i statskundskab ved Brown University:
»De vil stadig gå over glødende kul for at stemme på ham,« siger hun til The Guardian.
Men kernevælgerne er ikke nok til at få præsidenten genvalgt, pointerer hun:
»For uafhængige og mere moderate republikanere, som stemte på ham i 2016 i nogle af de vigtigste svingstater såsom Michigan, Wisconsin, Pennsylvania, North Carolina og Arizona, kan Boltons afsløringer yderligere forstærke »Trump-trætheden«,« siger Schiller til The Guardian:
»Præsidentvalget i 2020 forventes at blive afgjort med små marginaler i disse stater, og hvis disse vælgere bliver hjemme eller værre endnu stemmer på Biden, har Trump tabt.«