En ny portrætbog, der udkommer i morgen, har skabt røre i det borgerlige Stockholm. Den svenske monark Kong Carl XVI Gustav har ifølge bogens forfattere haft en årelang affære med en kendt svensk sangerinde og brugt tusindvis af dollar på en amerikansk stripklub.
Titlen ”Den Modvilliga Monark” har fået masser af reklame i de svenske aviser i ugerne op til dens udgivelse. Meget af bogen skulle bygge på anonyme kilder, men kongehuset selv tager bogen så alvorligt, at kongen vil kommentere bogen i morgen.
Han er netop ved at afvikle sin traditionelle årlige elge-jagt, hvor han sædvanligvis afslutter med et møde for pressen.
- Men kongen holder ikke et pressemøde for bogens skyld, det er et pressemøde for jagten, understreger Nina Eldh, der er informationschef ved hoffet, til Svenska Dagbladet.
12.000 dollar på strip
Kongen har ifølge bogen haft et forhold til en kendt, svensk sangerinde. Over 14 sider beskriver kapitlet ”Kurtisanen” det et år lange forhold, som Dronning Silvia skal have kendt til. Ifølge forfatterne skal kongen have været nærmest ungdommeligt forelsket i kvinden.
Det skriver den svenske avis Expressen, der har fået fået fat i dele af bogen:
- Kongen viste en gang i mellem, at han var forelsket som en skoledreng. Og på et tidspunkt talte han om, at de to skulle rejse bort sammen til en eksotisk ø i stil med Marlon Brandos Tetiaroa I Fransk Polynesien, hvor de skulle leve af intet andet end kokosnødder, skriver forfatterne.
Bogen beskriver også, hvordan kongen under OL i Atlanta i 1996 skulle have brugt 12.000 dollar på en stripklub. Flere personer fra stripklubben ”Gold Club” beskriver i bogen, at kongen tilbragte to timer med en stripper i et afsides rum.
Ingen storsællert
Forfatterne Thomas Sjöberg, Deanne Rauscher og Tove Meyer har skrevet bogen efter angiveligt at have ført samtaler med en række af de personer, der har stået kongen nær gennem hans liv.
I præsentationen af bogen fortæller de om en mand, der fremstår som et helt almindeligt menneske, og som er en meget modvillig monark. Udgangspunktet for forfatterne har været at belyse de ukendte sider hos kongen, som ikke er blevet skildret før.
Men ifølge chefredaktøren på sladdermagasinet ”Hänt Extra,” er oplysninger som disse ikke en stor sællert for de kulørte blade, som man ellers kunne tro.
- For kendispressen har det aldrig været kommercielt gangbart at skrive negativt om kongehuset. Folk, som vil læse om kongehuset, er monarkister. Dem, der er republikanere, køber ikke vore magasiner, siger Bengt Gustavsson til Svenska Dagbladet.
