Air Force One satte sent søndag aften landingshjulene på landingsbanen i Stansted-lufthavnen nord for den britiske hovedstad, London.
Med flyet ankom USAs præsident, Joe Biden, til Storbritannien, hvor han mandag skal mødes med premierminister Rishi Sunak og kong Charles.
Det er første gang, Joe Biden møder kong Charles, siden Charles' blev kronet i foråret. Den amerikanske præsident og britiske regent ventes at skulle diskutere miljø og klima, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
De mødes på Windsor Castle, mens Biden møder Rishi Sunak i premierministerens embedsbolig i Downing Street 10.
Sidst Joe Biden mødtes med en britisk regent var i juni 2021, hvor han drak te med kong Charles nu afdøde mor, dronning Elizabeth.
Stansted ligger en times kørsel nord for London. Joe Biden var dog fri for at tilbagelægge turen fra lufthavnen til den britiske hovedstad med bil, bus eller tog, da en helikopter stod klar til at transportere ham søndag aften.
Efter besøget i Storbritannien skal Joe Biden videre til NATO-topmøde i Vilnius i Litauen. Derefter skal han til Helsinki i Finland.
Det er NATO-topmødet, som er det vigtigste punkt på programmet på Bidens rejse til Europa. Her håber Biden, at han kan presse Tyrkiet til efter måneders tovtrækkeri at godkende Sveriges ansøgning om medlemskab til forsvarsalliancen, skriver AFP.
Det kræver alle NATO-landes godkendelse, før et nyt land kan blive optaget i alliancen. Og Tyrkiet stritter imod, blandt andet fordi Sverige har afvist at udlevere kurdere, som Tyrkiet vil retsforfølge.
Også Ungarn har blokeret for Sveriges optagelse.
Biden deltager i topmødet tirsdag og onsdag.
Udover Sveriges NATO-ansøgning bliver krigen i Ukraine og Ukraines ønske om at blive en del af alliancen et dominerende tema på topmødet.
/ritzau/



