I en telefonsamtale med USAs præsident, Joe Biden, mandag gentog den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets ønske om at købe F-16-kampfly af USA.

Til det svarede Biden, at USA er opsat på at se, at den tyrkiske regering dropper sin modstand mod Sveriges optagelse i NATO.

Det fortæller Biden til journalister i Det Hvide Hus.

Samtalen fandt sted, da Biden ringede til Erdogan for at lykønske ham med sejren ved det tyrkiske præsidentvalg søndag.

»Jeg talte med Erdogan. Jeg ønskede ham tillykke. Han ønsker stadig at finde ud af noget med F-16-flyene. Jeg fortalte ham, at vi ønsker at løse situationen med Sverige, så lad os få klaret det. Vi aftalte at holde kontakten,« siger Biden.

»Vi vil tale mere om det i næste uge,« tilføjer han.

Med Erdogan i spidsen har Tyrkiet – ligesom Ungarn – endnu ikke givet grønt lys til Sveriges NATO-medlemskab. Modviljen mod Sverige hænger blandt andet sammen med, at Sverige ifølge det tyrkiske styre giver militante kurdere husly.

Sverige og Finland meddelte i midten af maj sidste år, at de to lande ville søge om NATO-medlemskab. I begyndelsen af april lykkedes det Finland at komme med i forsvarsalliancen.

Alle 31 medlemmer af NATO skal godkende det, før et nyt land kan optages i alliancen.

Tyrkiet har forsøgt at købe F-16-fly til en værdi af 20 milliarder dollar – knap 140 milliarder kroner – samt næsten 80 moderniseringssæt fra USA.

Salget er dog gået i stå på grund af indvendinger fra den amerikanske Kongres som følge af Tyrkiets problematiske historik med krænkelser af menneskerettigheder samt landets Syrien-politik.

Bidens administration har dog gentagne gange sagt, at den støtter salget.

Tidligere i år godkendte Kongressen salg af flyelektronik-softwareopdateringer for 259 millioner dollar – knap 1,8 milliarder kroner – til Tyrkiet til landets nuværende F-16-flåde.

Godkendelsen kom i hus få dage efter Finlands optagelse i NATO.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.