Betonkommunisten blev banket rød og blå

Labour fik et forfærdeligt valg i Storbritannien. Partiets leder, Jeremy Corbyn, er fortid i britisk politik, hvor vælgerne valgte at gå til højre, mens Corbyn stod for alle de gammeldags socialistiske paroler, som ingen åbenbart ville vedkende sig.

 

Jeremy Corbyn gjorde det, så godt han kunne.

Iklædte sig rødt slips. Rejste landet tyndt i sin røde kampagnebus. Udspyede gamle valgparoler, som nok ville have udløst jubel i 1960ernes forarmede Storbritannien, og fandt virkemidler frem fra skuffen, som kun en aldrende betonkommunist ville tro på.

Men natten til fredag måtte Labour-leder Jeremy Corbyn erkende, at betonkommunisternes virkemidler ikke længere har effekt i et Storbritannien anno 2019.

Gavebod til folket

Det kan godt være, at løfter om storstilede nationaliseringer af private virksomheder virkede engang. At truslen om brandbeskatning af de såkaldt rige var et effektfuldt vælgervåben i 1960erne og 70erne, og at en åben gavebod, hvor der ville flyde mælk og honning til folket i form af blandt andet gratis TV-licens, gratis fibernet og millioner af nye billige boliger, normalt skulle hive vælgere til. Men sådan er det ikke længere.

Og det blev ikke bedre af, at Corbyn forsøgte at forblive neutral i brexit-diskussionen. Han lovede, at ville gennemføre en ny brexit-afstemning, hvis han blev valgt som premierminister, men nægtede at sige, hvad han selv ville stemme.

Den slags mangel på stillingtagen vandt ham ikke mange hjerter blandt de EU-skeptiske Labour-vælgere.

Hvis det ikke var gået op for Jeremy Corbyn før, så skete det i hvert fald kort efter kl. 23.00 torsdag aften, hvor de første exitpolls blev offentliggjort efter parlamentsvalget – og senere på natten, hvor afstemningsresultaterne løb ind fra hele Storbritannien.

For valget endte som en katastrofe for Labour. Og valget endte som et grimt punktum for Labour-leder Jeremy Corbyn, der nu vil blive husket som en slags betonkommunistisk parentes i Labours lange historie.

Hård socialist

Jeremy Corbyn blev valgt ind i parlamentet i 1983 i en tid, hvor Margaret Thatcher var den altdominerende skikkelse i britisk politik. Corbyn var vokset op i en bohemeagtig familie fra den øvre middelklasse. Og selv om hans karakterer var for lave til at gå den klassiske universitetsvej, så cirklede han i 1960erne rundt i et halvakademisk socialistisk miljø, hvor han blandt andet fik fintunet sine holdninger ved at være dybt engageret i kampen mod Vietnamkrigen.

Han er kendt for at have haft tætte relationer til personer omkring IRA. Til at være for Hamas og stærk modstander af Israel. Han er også blevet beskyldt for at være antisemit – noget, han kraftigt har benægtet. Sikkert er det, at han har fremstået som en person, hvis grundholdninger blev dannet i de tidlige ungdomsår, og som han siden stædigt har holdt fast i.

Alle de holdninger tog han med ind i kampen som partileder. Men de fine paroler og ambitioner blev hurtigt indhentet af en britisk virkelighed, hvor alt kom til at handle om et britisk farvel til EU – et farvel, som Corbyn aldrig fandt ud af at navigere i og udnytte.

Intet har præget britisk politik som Brexit de seneste fem år. Jeremy Corbyn fandt aldrig ud af at udnytte den britiske EU-uenighed i sin valgkamp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix.

Nu er Jeremy Corbyn færdig som partileder. Hvornår vides ikke, men alt tyder på, at det kommer til at gå hurtigt. For selv om der nu formentlig er fem år til næste parlamentsvalg i Storbritannien, så kan det ikke gå hurtigt nok for Labour med at få ryddet ud i flokken af tabende politikere, så en ny generation kan komme til.

Et frisk pust

Man kan spørge, om det var manden eller budskaberne, der blev fravalgt af de britiske vælgere. Formentlig en blanding. Sikkert er det, at han endte som alt andet end det friske pust, han blev valgt som, da han kom til i 2015. Dengang fremstod Labour – eller New Labour, som de to Labour-premierministre Tony Blair og Gordon Brown havde omdøbt partiet til – skamskudt efter et årti, hvor de havde trukket Labour mod midten af britisk politik, som et parti uden en ren, ideologisk linje.

Det skulle Corbyn ændre på med tanker om større lighed, en kamp mod kapitalismen og en plan om igen at tale den britiske arbejders sag. Det kan synes paradoksalt, at en dengang 69-årig ærkesocialist skulle være fremtiden, og sådan blev det altså heller ikke. I stedet endte Jeremy Corbyn som en nærmest sørgelig parentes i den lange Labour-historie. En parentes, som hurtigt vil blive udvisket og glemt.