»Beslutningen er ikke truffet, men i realiteten er der næppe tvivl«

Finland er nu så tæt på at blive medlem af NATO, at dette de facto er ved at være en realitet. Finland har meget længe haft et tæt forhold til Rusland. Så hvorfor denne ændring?

Den finske præsident, Sauli Niinistö (th.), har haft lange samtaler med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg. Alt sammen for at gøre klar til et finsk medlemskab af NATO, vurderer Berlingskes nordiske korrespondent. Vesa Moilanen/Ritzau Scanpix

I 2016 var Ruslands præsident, Vladimir Putin, på officielt besøg i Finland. Der blev han spurgt, hvad han ville sige til, at Finland meldte sig ind i NATO.

Putin kiggede rundt og sagde:

» Har I (Finland, red.) brug for NATO? Det har vi ikke. Vi ønsker det ikke, men det er jeres kald.«

I dag – cirka seks år senere – kan det meget vel gå sådan.

Fredag kom det frem, at det ellers NATO-skeptiske Finland til sommer kan være klar med en ansøgning til forsvarsalliancen. Tidligere i dag meddelte det finske NATO-kritiske parti Centern sig også klar til et medlemskab af alliancen.

»Beslutningen er ikke truffet, men i realiteten er der næppe tvivl om, at Finland bliver NATO-medlem,« forklarer Berlingskes nordiske korrespondent, Peter Suppli Benson.

Længe har både Sverige og Finland været alliancefrie stater, altså neutrale.

Sverige, der heller ikke er medlem af NATO, er i selvsamme overvejelser.

Ifølge Peter Suppli Benson er Finlands forhold til Rusland blevet forandret med invasionen af Ukraine:

»Der er en tid før og efter 24. februar 2022. Finland kigger på en nabo, som ikke er den nabo, de troede, at naboen var.«

Finlands premierminister, Sanna Marin, har ikke direkte kontrol over den finske udenrigspolitik, men er nummer to i rækken til at beslutte denne. Det ser ud til, at også hun støtter, at Finland bliver medlem af NATO. Jussi Nukari/Ritzau Scanpix

Det tætte forhold

Siden 1917, da Finland blev selvstændig efter russisk overherredømme, har begge lande arbejdet tæt sammen. Det var Finland tvunget til. Landet var dengang som i dag afhængig af energiimport fra Rusland, ligesom den finske industri kunne sælge varer til den store nabo mod øst, forklarer Peter Suppli Benson.

»Finland har længe været afhængig af Rusland. De to lande deler en 1.340 kilometer lang grænse. Det betyder, at Finland har skullet have et godt forhold til Rusland, men i løbet af årene er Finland rykket tættere på Vesten,« siger Peter Suppli Benson.

Efter Den Kolde Krig lagde Finland mere afstand til »det nye« Rusland, og Finland blev blandt andet medlem af EU.

Da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, satte dette yderligere skub i Finlands samarbejde med Vesten. Og ikke mindst med NATO.

»Finland begyndte at afholde fælles militærøvelser med NATO og købe udstyr, der passede til NATO-udstyr, ligesom man delte efterretninger,« siger Peter Suppli Benson:

»I virkeligheden blev både Sverige og Finland i stigende grad to nationer, som stod lige ved siden af NATO uden at være medlem.«

Bliver Finland medlem af NATO, bliver Finlands gamle forhold til Rusland sat på prøve. Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

Dybe, dybe overvejelser

Det er en tradition i Finland, at det er præsidenten, der fører landets udenrigspolitik.

Så når den nuværende præsident, Sauli Niinistö, har lange samtaler med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, og når den finske premierminister, Sanna Marin, mødes med Tysklands Kansler, Olaf Scholz, og USAs præsident, Joe Biden, vidner det om, at Finland er klar til næste skridt, vurderer Peter Suppli Benson.

Det vil sige skridtet mod NATO-medlemskab.

Før nytår »krævede« Rusland, at både Sverige og Finland skulle forholde sig neutrale, forklarer Berlingskes nordiske korrespondent.

»Deri ligger allerede et klart signalet om, at når Finland træder ind i NATO, så er Finland Ruslands fjende,« siger Peter Suppli Benson.

Derfor udgør et NATO-medlemskab også en potentiel »risiko« for Finland, men samtidig vil Finland blive en del af en »stor klub«, som vil beskytte landet – også i en krigssituation, forklarer Peter Suppli Benson.

»Finland har tradition for at være en form for bro mellem øst og vest. Det er ikke noget, man opgiver uden svære slag og dybe overvejelser. Man fjerner sig fra noget, som er så indgroet i sit lands selvforståelse,« siger han:

»Dybe, dybe overvejelser. De er der stadigvæk.«