På vej op til Svetlana Volzhentsevas værelse dufter der af mad i gangen. Det er en ukrainsk version af dumplings, vi kan dufte, fortæller hun og stopper foran sin dør.

»Vil du have en kop kaffe?« spørger Svetlana Volzhentseva med et grin og et glimt i øjet, idet hun inviterer os indenfor i sit sparsomt indrettet værelse.