Bekymring blandt demokraterne: Nu blander Obama sig i Bidens valgkamp

Ifølge en amerikansk avis har den tidligere amerikanske præsident forsøgt at give Joe Biden en række råd til, hvordan han kan styrke sin valgkampagne. Rådene falder på et tidspunkt, hvor bekymringen for, at Donald Trump kan vinde præsidentvalget, angiveligt breder sig i Det Demokratiske Parti.

Der breder sig angiveligt en bekymring i Det Demokratiske Parti. 

Flere højtstående demokrater mener ifølge mediet Axios, at USAs præsident, Joe Biden, er blevet for magelig i sin valgkampagne. Han tager ikke risikoen for, at Donald Trump kan vinde valget, alvorligt nok, mener de.

En af de topdemokrater, der bekymrer sig i disse dage, er en ganske prominent en af slagsen.

The Washington Post skriver lørdag, at den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har blandet sig i Joe Bidens valgkamp. 

Ifølge avisens oplysninger skulle Barack Obama konkret have luftet en række ideer for Joe Biden under en privat frokost, som fandt sted i Det Hvide Hus før jul.

Under frokosten talte den tidligere præsident angiveligt varmt om strukturen i sin egen valgkampagne i 2012, hvor flere toprådgivere – herunder David Axelrod og Jim Messina – forlod Det Hvide Hus og blev sendt til Chicago for at stå i spidsen for Obamas kampagne. 

Denne struktur står ifølge avisen i kontrast til Joe Bidens tilgang, som indebærer, at hans tætteste rådgivere fortsat har deres dagligdag i Det Hvide Hus, selvom de er med til at træffe vigtige beslutninger om kampagnens retning.

Bidens kampagnekontor er placeret i byen Wilmington i Delaware.

Obama mener angiveligt, at Joe Biden bør sende flere toprådgivere til byen, og hvis ikke han vil det, skal han give de tilstedeværende kampagnemedarbejdere et større mandat til at træffe beslutninger.

Ifølge The Washington Posts oplysninger skulle Barack Obama desuden have anbefalet Joe Biden at søge råd hos Obamas tidligere kampagnefolk. Ifølge kilderne siger folk i Biden-lejren, at de allerede har gjort netop det.

The Washington Post skriver videre, at den tidligere demokratiske præsident skulle have været endnu mere eksplicit over for »folk tæt på« præsident Biden.

Obama har angiveligt gjort det klart, at Bidens valgkampagne bliver nødt til at være endnu mere aggressiv, eftersom Donald Trump ser ud til at blive republikansk præsidentkandidat.

Obama og Det Hvide Hus har ikke ønsket at kommentere historien fra The Washington Post, men frokosten blev bekræftet søndag af Quentin Fulks, som er en del af Joe Bidens valgkampagne.

Udbredt bekymring

Han kommenterede historien i NBC News’ program »Meet the Press«

Han siger i programmet, at Obama og Biden mødes jævnligt, og at de to er enige om, at Donald Trump og den trussel, de mener han udgør for det amerikanske demokrati, skal bekæmpes.

»Vores valgkampagne har været vågen, siden Biden annoncerede sit kandidatur i april,« siger Quentin Fulks.

Det er dog ikke alle, der deler Quentin Fulks’ forestilling om, at alt er fryd og gammen i Det Demokratiske Parti.

David Axelrod, den demokratiske topstrateg og tidligere Obama-rådgiver, siger til mediet Axios, at Demokraterne har en mulighed for at vinde præsidentvalget, men at valget skaber bekymring:

»Der har været en udbredt bekymring blandt demokraterne på grund af truslens størrelse,« siger han til mediet.

Mediet skriver – efter at have talt med kilder i Det Demokratiske Parti – at »ingen demokrater« ønsker at skabe panik. 

Men de siger samtidig, at Joe Bidens kampagne bliver nødt til at være mere oppe på dupperne, fordi der er en reel mulighed for, at Donald Trump kan vinde præsidentvalget til november.

I november viste meningsmålinger, at Joe Biden er bagefter Donald Trump i fem af de seks stater, hvor valget formentlig skal afgøres. 

Var der valg i dag, ville Donald Trump vinde klart, indikerede målingen.

Primærvalgene, hvor de republikanske kandidater dyster om at blive præsidentkandidat ved det egentlige valg, begynder på mandag. Her skal vælgerne i Iowa stemme.

Bliv klogere på primærvalgene ved at se videoen i toppen af artiklen.