Avis: Saudi-Arabien ville lokke forsvundet journalist hjem

Ifølge The Washington Post iværksatte Saudi-Arabiens kronprins en plan om at lokke Jamal Khashoggi hjem. USA truer med at trække sig fra genopbygningen af Syrien. Og to kvinder og en pige er fundet dræbt nær græsk-tyrkisk grænse. Få overblik over nattens nyheder her.

En demonstrant klædt ud som Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har malet blod på hænderne foran den saudiarabiske ambassade i Washington DC i USA. JIM WATSON / AFP / RITZAU SCANPIX

Ifølge The Washington Post iværksatte Saudi-Arabiens kronprins en plan om at lokke Jamal Khashoggi hjem.

Saudi-Arabien har angiveligt haft planer om at lokke den forsvundne journalist Jamal Khashoggi hjem fra USA med den hensigt at pågribe ham.

Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.

Ifølge avisen iværksatte Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, en operation, der skulle lokke Khashoggi hjem.

The Washington Post har talt med amerikanske embedsmænd, der har haft adgang til efterretninger, der dokumenterer, at saudiarabiske embedsmænd har diskuteret planerne.

Saudiarabiske Jamal Khashoggi, der har været kritisk over for sit hjemlands regime, forsvandt i sidste uge.

Han er sidst set gå ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul. Her skulle han hente nogle dokumenter til sit forestående bryllup. Han er ikke set siden, og tyrkiske kilder påstår, at han er blevet dræbt.

/ritzau/

 

USA truer med at trække sig fra genopbygningen af Syrien

Iran skal trække sig, hvis USA skal bidrage til genopbygningen af krigshærgede Syrien, siger Mike Pompeo.

USA vil ikke bidrage til genopbygningen af Syrien, så længe der er iranske tropper i landet.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Ansvaret for at udvise Iran fra landet ligger hos den syriske regering, som bærer ansvaret for Irans tilstedeværelse,« siger Pompeo.

»Hvis ikke Syrien garanterer, at de iranskstøttede styrker trækker sig, vil Syrien ikke modtage en eneste dollar fra USA til genopbygning.«

Udtalelserne falder under en tale på det jødiske institut for national sikkerhed i USA for pro-israelske grupper.

USA har en styrke på omkring 2000 mand i Syrien, som hovedsageligt træner og rådgiver oprørsgrupper til at bekæmpe den islamiske gruppe Islamisk Stat (IS).

Ifølge Pompeo »bliver det ved med at være en topprioritet« at bekæmpe IS i Syrien. Men en anden topprioritet er at få de iranske styrker ud af landet, lyder det fra udenrigsministeren i talen.

Det iranske præstestyre har side om side med Rusland været blandt den syriske præsident Bashar al-Assads største støtter i den blodige krig.

Men Pompeo stiller ikke lignende krav til, at Rusland skal trække sig fra Syrien.

Ifølge nyhedsbureauet AP har Syrien dog givet udtryk for, at USA's hjælp slet ikke er ønsket.

I slutningen af september sagde Syriens udenrigsminister, Walid al-Moualem, ved FN's Generalforsamling, at Syrien gerne vil tage imod hjælp udefra til genopbygningen.

Men ikke fra dem, der har forsøgt at bekæmpe det syriske styre.

»Lande, der kun tilbyder assistance på betingelser eller fortsætter med at støtte terrorisme, de bliver hverken inviteret eller er velkommen til at hjælpe,« sagde han.

Samtidig krævede den syriske udenrigsminister, at Tyrkiet, Frankrig og USA skulle trække deres »besættelsesstyrker« ud af Syrien »øjeblikkeligt«.

/ritzau/

 

Dansk Flygtningehjælp skal forlade Pakistan

Den danske ngo har allerede én gang forsøgt at anke de pakistanske myndigheders beslutning.

Efter længere tids forhandlinger er Dansk Flygtningehjælp af de pakistanske myndigheder blevet bedt om at forlade Pakistan fra 1. december 2018.

Det skriver Jyllands-Posten.

Også 17 andre internationale ngo'er er blevet smidt ud af landet.

I Dansk Flygtningehjælp er man naturligt nok skuffet over beslutningen, som man én gang har forsøgt at få anket.

»Det har været en længere proces, hvor en række ngo'er allerede i foråret blev bedt om at forlade Pakistan,« siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach til Jyllands-Posten.

»Det hænger lidt sammen med den pakistanske regerings ønske om, at afghanske flygtninge skal vende hjem, og derfor er det, som jeg forstår det, i særdeleshed de organisationer, som har været meget fokuseret på at hjælpe afghanske flygtninge, som er blevet bedt om at forlade landet.«

Dansk Flygtningehjælp har siden 2012 opereret i Pakistan for at hjælpe afghanske flygtninge i landet.

De pakistanske myndigheder har ikke givet nogen officiel grund til at inddrage licensen.

Indenrigsministeriet henviser til, at kun organisationer, der vurderes at være direkte skadelige for pakistanske interesser, er uønskede.

Christian Friis Bach vurderer over for avisen, at råderummet for udviklingsorganisationer bliver mere og mere snævert verden over.

Dansk Flygtningehjælp får ifølge Jyllands-Posten mulighed for at søge om en ny licens om seks måneder.

Generalsekretær Christian Friis Bach tilkendegiver dog over for avisen, at han ikke er sikker på, om han vil benytte sig af muligheden.

Jyllands-Posten har ikke kunnet få en kommentar fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

/ritzau/

 

Trump giver centralbank skylden for stort aktiedyk i USA

Donald Trump kalder den amerikanske centralbank for »vanvittig« efter store dyk på aktiemarkedet onsdag.

Det amerikanske aktiemarked lukkede onsdag aften med store dyk over hele linjen. Det er det største fald på en enkelt dag i otte måneder.

Flere toneangivende aktieindeks, blandt andet Dow Jones og Nasdaq, endte med et fald på mere end tre procent.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Faldet rammer aktiemarkedet efter en øget bekymring over stigende amerikanske rentesatser samt USA's handelskonflikt med Kina.

Blandt de aktier, der blev ramt hårdest, var store navne som Amazon, Nike og Microsoft, der faldt med mere end fem procent. Og Apple, Boeing og Facebook tog alle et dyk på fire procent.

USA's præsident, Donald Trump, mener, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bærer en stor del af ansvaret for onsdagens store dyk på aktiemarkedet.

Federal Reserve har nemlig flere gange i år hævet renten i USA.

»Jeg synes, at Fed (centralbanken, red.) har begået en fejl. Det er alt for stramt. Jeg synes, at Fed er vanvittig,« siger Trump til journalister kort efter aktiemarkedet lukkede.

Trump har flere gange brugt succes på det amerikanske aktiemarked som et bevis for, at hans konfrontative kurs i handelskonflikten virker, skriver AFP.

Men onsdagens fald, som er det første i flere måneder, nedtoner præsidenten.

»Det er i virkeligheden en korrektion, som vi længe har forventet, men jeg er dybt uenig i det, som Fed har gang i,« siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udviklingen på aktiemarkedet kan desuden skyldes, at investorerne frygter for, hvor indbringende aktierne vil være fremover. Det vurderer chefstrateg i Bloomberg Intelligence Gina Martin Adams.

»Amazon har for nylig annonceret, at de vil øge lønningerne i virksomheden. Facebook bruger store summer på at øge sikkerheden,« siger hun som eksempler på tendenser, der kan have påvirket aktiemarkedet.

 

Orkanen Michael kræver sit første dødsoffer i USA

En mand i byen Greensboro omkom, da et træ onsdag faldt ned i hans hus i den amerikanske delstat Florida.

Den voldsomme orkan Michael, der onsdag aften dansk tid gik i land ved Mexico Beach i den amerikanske delstat Florida, har krævet sit første offer.

En mand er bekræftet omkommet, efter at et træ faldt ned i hans hjem i Greensboro, Gadsden.

Det oplyser sheriffen i Gadsden ifølge nyhedsbureauet AFP.

Redningsmandskabet blev alarmeret klokken seks om aftenen lokal tid, men på grund af nedfaldne strømmaster og blokerede veje tog det lang tid at nå frem. Og da var det for sent, oplyser politiet.

Foruden voldsomme vindstød bringer Michael stormflod og kraftig nedbør med sig. Træer bliver revet op med rode, mens dele af bygninger bliver revet af.

Natten til torsdag er over 400.000 huse og forretninger i Florida, Georgia og Alabama uden strøm.

Ifølge Det Nationale Orkancenter vil orkanen kunne højne vandstanden med op til 4,3 meter.

Hundredtusindvis af mennesker er blevet evakueret fra området. Men nogle har trodset myndighedernes anbefalinger og er blevet hjemme.

Tidligere onsdag måtte Florida-guvernør Rick Scott erklære, at det var for sent for de resterende at forlade området, da uvejret allerede på dette tidspunkt var for farligt at bevæge sig ud i.

Guvernøren har i stedet sendt redningsmandskaber til de mest udsatte områder.

Siden man begyndte at måle i 1851, er der aldrig blevet registreret en så voldsom storm i området i det nordvestlige Florida.

Der er målt vindstød på op imod 250 kilometer i timen. Det gjorde onsdag Michael til en kategori 4-orkan - blot et lille pust fra at være den kraftigste i klassen, nemlig en kategori 5.

Natten til torsdag dansk tid er orkanen Michael på vej over delstaten Georgia.

På halvandet døgn er den blevet nedgraderet til en kategori 1-orkan. Det Nationale Orkancenter forventer, at orkanen vil svækkes yderligere til en tropisk storm.

/ritzau/

 

To kvinder og en pige fundet dræbt nær græsk-tyrkisk grænse

Græsk politi efterforsker drabene på to kvinder og en pige, der onsdag blev fundet med halsene skåret over.

To kvinder og en pige blev onsdag fundet dræbt nær den græsk-tyrkiske grænse. Alle tre havde fået skåret halsen over.

Det oplyser de græske myndigheder.

»Der ligger uden tvivl en kriminel handling bag. De blev alle fundet med deres hænder bundet sammen, og hvert lig lå to-tre meter fra hinanden,« siger embedslæge Pavlos Pavlidis ifølge nyhedsbureauet AP.

Politiet har endnu ikke oplyst noget om kvindernes identitet.

AP skriver, at kvinderne er 15-35 år, mens nyhedsbureauet Reuters mener at vide, at ofrene er mellem 15 og 25 år, hvoraf de to yngste er under 18 år.

Embedslægen, Pavlos Pavlidis, siger, at de tre kvinder har "mellemøstligt eller nordafrikansk udseende", og at man nu undersøger, hvorvidt de er rejst til Grækenland fra andre lande.

Det var en landmand, der opdagede ligene af de tre kvinder på den græske side af floden Evros, der løber mellem Tyrkiet og Grækenland nær byen Pragi.

»De blev fundet 50 meter fra floden,« siger en unavngiven talsmand fra politiet ifølge det græske nyhedsbureau ANA. Det skriver Reuters.

De seneste år har tusindvis af migranter og flygtninge krydset floden fra Tyrkiet for at komme illegalt ind i Grækenland. Alene i år er over 10.000 mennesker kommet ind i landet via floden.

I alt har 24.000 migranter og flygtninge krydset grænsen til Grækenland i år. Det har ført til dobbelt så mange anholdelser af illegale indvandrere sammenlignet med sidste år, oplyser myndighederne i Grækenland.

/ritzau/

 

134 millioner piger kan være endt som barnebrude inden 2030

Hvis verdenssamfundet ikke griber ind nu, vil millioner af piger i fattige lande blive gift i løbet af ti år.

Hvis udviklingen fortsætter som nu, vil 134 millioner piger - mange af dem under 15 år gamle - blive gift frem mod 2030.

Det er konklusionen i en ny rapport fra Red Barnet, der offentliggøres torsdag, som er FN's Internationale Pigedag.

Det svarer i grove træk til, at to millioner piger vil indgå i ægteskaber hvert år. Omkring to millioner af dem er under 15 år.

»Vi har et akut problem som verdenssamfund. Det er tragisk, at så mange millioner piger bliver frarøvet deres fremtid og ikke får mulighed for at bestemme over deres krop, og hvem de vil dele deres liv med,« siger Laust Leth Gregersen, der er politisk chef i Red Barnet.

Resolut og øjeblikkelig handling er påkrævet, mener Red Barnet.

Ifølge rapporten er uddannelse en afgørende faktor i kampen for at udrydde børneægteskaber.

Hvis alle piger gennemførte en uddannelse svarende til en dansk folkeskole, ville 50 millioner børneægteskaber slet ikke blive indgået frem mod 2030.

Børneægteskaber er mest hyppige blandt den fattigste femtedel af verdens befolkning.

Antallet af børneægteskaber stiger også i humanitære kriser, hvor det kan være en økonomisk trængt families desperate og kortsigtede udvej at gifte en datter bort for at få en medgift.

»For os er det meget et rettighedsspørgsmål. Før man er myndig, er man ikke parat til at træffe denne her type beslutninger, ligesom man ikke har stemmeret.«

»Det handler om, at det er ens egen krop som pige og ens seksuelle relationer. I øvrigt handler det også om at have medbestemmelse over eget liv og den fremtid, man gerne vil have,« siger Laust Leth Gregersen.

Ifølge Red Barnet og FN's opgørelser er der ikke et eneste udviklingsland, der er i stand til at møde FN’s verdensmål om at udrydde børneægteskaber i 2030.