Det er et sted, man tager hen, for at få et stykke af paradis.

Byen Vang Vieng i Laos er omgivet af bjerge, naturen er storslået, og området er populært blandt backpackere, der er rejst ud i verden for at få deres livs oplevelse.

Men den lille ferieby i Laos er nu blevet knudepunktet for en tragedie.

Seks personer er bekræftet døde, heraf to unge danskere, efter de formodentlig har indtaget alkohol forgiftet med metanol, da de befandt sig på Nana Backpacker Hostel i byen Vang Vieng.

På Tripadvisor, hvor man kan skrive anmeldelser, lader stedet til at være fredeligt. Hostellet har en høj bedømmelse på 4,5 stjerner ud af 5 og langt størstedelen af beskrivelser er positive.

Nu slettede anmeldelser på Google Reviews tegner dog (ifølge et australsk medie) et helt andet billede.

Anmeldelser råber vagt i gevær 

Det australske medie ABC er kommet i besiddelse af en række anmeldelser fra tidligere gæster, der advarer kraftigt mod at tjekke ind på det laotiske hostel.

»Tag ikke herhen!! De har metanol i deres drinks, og jeg og tre andre er blevet indlagt på grund af det,« lyder det i en af anmeldelserne.

Metanolforgiftninger er et velkendt fænomen i Sydøstasien. Hvis man indtager det, kan man blive bevidstløs og miste synet. I værste fald er stoffet dødeligt.
Metanolforgiftninger er et velkendt fænomen i Sydøstasien. Hvis man indtager det, kan man blive bevidstløs og miste synet. I værste fald er stoffet dødeligt. Anupam Nath/AP/Ritzau Scanpix

»Min ven har været på dette hostel og er nu på hospitalet. Det skyldes en forgiftning med metanol i de drikkevarer, der serveres på dette hostel,« står der i en anden.

På en af anmeldelserne har hostellet svaret på anmeldelsen og opfordret vedkommende til at kontakte dem, da det er en »injuriesag«.

»Vores hostel har eksisteret i fem år, og i den tid har vi altid prioriteret vores gæsters sikkerhed og velbefindende. Vi tager enhver påstand som denne meget alvorligt,« lød det i et svar fra Nana Backpacker Hostel.

Anmeldelserne er angiveligt skrevet, før det blev offentligt kendt, at personer var omkommet som følge af metanolforgiftning.

Det fremgår ikke, hvornår anmeldelserne er skrevet, eller hvorfor de er blevet taget ned.

Tirsdag oplyste det laotiske politi, at otte personer er blevet tilbageholdt i sagen. Det er ansatte og ledelse på Nana Backpackers Hostel, der ligger i byen Vang Vieng. 

Myndighederne i Laos har netop forbudt salg og indtagelse af de laotiske spiritusmærker Tiger Vodka og Tiger Whisky efter sagerne om forgiftning er kommet frem, skriver The Guardian

Herhjemme har udenrigsministeriet også advaret mod det giftige stof: 

»Metanol er meget giftigt, selv i små mængder. Du kan blive alvorligt syg eller i værste fald miste livet. Du kan ikke se eller lugte, om der er tilsat metanol.«

Metanol minder om ætanol, som er det kemiske navn for almindelig alkohol. 

Metanol bliver nogle gange tilsat til spiritus, fordi det er billigere, men det kan også opstå i forkert lavet hjemmebrændt spiritus. 

Forstå tiden, vi lever i med Birgitte Borup

I nyhedsbrevet »For tiden« deler kulturredaktør Birgitte Borup hver uge sit syn på alt det, der binder os sammen og alt det, der skiller os. Lige fra parforhold til politik.