Idéen om et nyt asylsystem i Europa, hvor man kun kan søge om asyl fra et land uden for Europa - for eksempel i Afrika - frem for ved de europæiske landes grænser, er kommet ind i det nye regeringsgrundlag. Det skal ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel og dermed bremse den illegale migration mod Europa.
Det er især tanker om et sådan system fra den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der har givet idéen vinger hos partilederne i den nye danske regering, da regeringsgrundlaget blev undfanget. Der er dermed tale om en idé, der er på et meget tidligt stadie, men som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alligevel mærker, at der nu bliver talt om i flere europæiske hovedstæder.
Selve grundidéen med at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel er der bred opbakning til blandt EU-landene. Men hvordan man bedst gør det, er der mange holdninger til, og det vil derfor kræve et betydeligt politisk arbejde at skabe en bred opbakning til netop denne model.
»Vi er fuldt ud klar over, at når vi taler om en ny måde at gøre det på, vil der rejse sig en del spørgsmål, der skal afklares i samarbejde med ligesindede lande,« lyder det fra udlændingeminister Inger Støjberg (V) i en kommentar til Berlingske.
Det er alle de største modtagerlande for asylansøgere som Tyskland, Sverige, Østrig, Holland og Finland, som regeringen tænker på, når den taler om »ligesindede europæiske partnere.« Og det bliver helt afgørende, om Tysklands kansler, Angela Merkel, på et tidspunkt personligt vil begynde at trække det fra idéplanet mod konkret virkelighed. Merkel, som ellers har været nok så udskældt for sin flygtningepolitik, er en nøglepartner for den danske regering i dette spørgsmål.
Så længe, at det kun er indenrigsminister de Maizières - og ikke Merkels - projekt, vil det ikke komme op at flyve. Og selv hvis Merkel for alvor begynder at bakke op om idéen, vil udfordringerne stadig være talrige - såvel politisk som juridisk.
For det første vil der skulle findes nogle tredjelande, som vil lægge jord til sådanne lejre for asylansøgere, der utvivlsomt vil hobe sig op i et omfattende antal i de pågældende lande. De Maizère har nævnt Egypten som en mulighed, men det vil både koste enorme milliardbeløb og indebære vanskelige etiske overvejelser, præcis som det har været tilfældet med flygtningeaftalen med Tyrkiet. Og om eksempelvis Egypten kan overtales, er uvist.
For det andet vil et sådant asylsystem uundgåeligt indebære en form for fordeling af de asylansøgere, der får asyl. Og er der noget, der splitter EU-landene, er det netop spørgsmålet om fordeling af asylansøgere, som det seneste år har vist med al tydelighed.
For det tredje er idéen juridisk udfordret, fordi det er et grundelement i al EUs asyllovgivning, at asylansøgninger kun kan og skal behandles, hvis de indgives i et EU-land eller ved et EU-lands grænse. Det fremgår blandt andet af det centrale direktiv for asylprocedurer.
»Asylansøgninger indgivet uden for EU falder uden for rammerne af eksisterende EU-lovgivning,« understreger EU-Kommissionens talskvinde på retsområdet, Natasha Bertaud.
EU-lovgivningen er blandt andet baseret på FNs Flygtningekonvention. Netop FN kan også blive svære at overbevise om et sådan system, og FNs opbakning er noget, der ligger kansler Merkel meget på sinde.
Umiddelbart har EU-Kommissionen været afvisende over for den tyske idé, fordi den ganske enkelt strider imod såvel den eksisterende som foreslåede lovgivning på området. Men i den danske regering er håbet, at EU-Kommissionen vil kunne overbevises, hvis tilstrækkeligt mange lande presser på for det. Ikke mindst argumentet om, at det kan redde tusindvis af flygtninge og migranter, der tager den livsfarlige tur over Middelhavet, fra at drukne vil have gehør i EU-Kommissionen.
I forhold til Afrika har EU-Kommissionen allerede skærpet linjen med en politik, der i højere grad er baseret på noget-for-noget-princippet. Partnerskaber med lande som Nigeria bliver nu bygget op, så de afrikanske lande får større økonomiske fordele, jo mere de samarbejder om at bremse den illegale migration. Her er især aftaler om tilbagetagelse af afviste asylansøgere i fokus. Men tilbagetagelse af afviste asylansøgere er én ting, en decideret behandling af asylansøgninger direkte i afrikanske lande én helt anden sag.
For Danmark er situationen yderligere kompliceret på grund af retsforbeholdet. Det er uvist i hvilken grad, at den danske regering vil kunne være med til at påvirke den videre proces, endsige om Danmark vil kunne eller skulle deltage i et sådan system, hvis det ellers en dag bliver til virkelighed. Danmark står eksempelvis netop uden for asylproceduredirektivet på grund af retsforbeholdet. Den danske regerings chancer for at påvirke processen vil derfor umiddelbart blive koncentreret om at hjælpe Tyskland og Østrig med at skabe opbakning til idéen i de øvrige EU-lande.