Mens flere end 38 millioner mennesker er blevet smittet på verdensplan, og mere end én million er døde med covid-19, vokser smittetallene nu tværs over Europa igen. Også i Sverige.
Men den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, er ikke så nervøs. For det første, fordi han tror på, at pandemien stadig er håndterbar i Sverige.
Og det for andet er han ikke selv bange for at få virussen, siger han i et nyt interview med det svenske magasin Chef.
»Nej, for jeg har været steder, der er meget værre som for eksempel under ebolaepidemien i 95. Jeg læner mig også op ad al den viden, man kan læse sig til. Det er meget farligere at gå over et fodgængerfelt i byen,« siger han i interviewet.
Ifølge den svenske trafikmyndighed, Trafikanalys, døde 34 personer i den svenske trafik i 2018. I 2019 døde 27 personer.
Til sammenligning er der 5.910 personer, der er døde med covid-19 i Sverige i 2020, skriver Expressen.
Statsepidemiologens kommentarer har øjeblikkeligt fået opmærksomhed i Sverige, som var et af verdens hårdest ramte lande af coronapandemien henover foråret.
Udtalelsen skurrer i ørerne på mange, fordi store dele af resten af Europa synes at tage de stigende smittetal særdeles alvorligt:
Mens smittetallene vokser igen, har Frankrig og Tyskland indført delvise nedlukinger, udgangs- og forsamlingsforbud, og i det spanske Catalonien er barer og restauranter blevet lukket de næste 15 dage.
Helt fra begyndelsen har restriktionerne været færre og mildere i Sverige, end de har været i mange andre europæiske lande. Til gengæld har Sverige også haft langt højere smitte- og dødstal end for eksempel Danmark, Norge og Tyskland.
Nu ligger antallet af smittede på et lavt niveau, også lavere end i Danmark. Torsdag meldte Sverige om 1.075 nye smittede, mens 30 personer ligger indlagt på en intensivafdeling.
Selv om smittetallene nu er begyndt at stige lidt igen, mener Anders Tegnell ikke, at der er udsigt til markante stigninger. Kun i enkelte byer, som Stockholm, er der en høj smittespredning.
Expressen har rakt ud til Folkhälsomyndigheten, den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen, for at få uddybet Tegnells kommentarer i Chef. Mener han virkelig, at den svenske trafik er farligere end coronavirus?
»Du skal forstå det som, at Anders Tegnell udsætter sig selv som person for en større risiko i trafikken (han cykler i myldretiden), end han risikerer at blive alvorligt syg med covid-19,« skriver Folkhälsomyndigheten til Expressen:
»Udtalelsen var ikke ment som en sammenligning af risici for offentligheden, eller som en undervurdering af risikoen for covid i vores samfund, men en forklaring på, hvorfor han personligt ikke er bange for covid.«
Om coronasituationen i Sverige virker Anders Tegnell dog fortsat fortrøstningsfuld:
»Det her en sygdom, som er utilregnelig. Det er svært at vide, hvad der er rigtigt eller forkert, fordi den spredes så ujævnt. Men jeg tror fortsat på, at vi kan holde smitten på et håndterbart niveau,« siger han til Chef.