Analytiker efter Trumps »meget bemærkelsesværdige« udfald mod Putin: »Det er en erkendelse, jeg ikke har set ham lave nogensinde før«

Lørdagens møde mellem Trump og Zelenskyj står i skarp kontrast til nedsmeltningen i Det Hvide Hus for to måneder siden. Bagefter kom USAs præsident med en udmelding, der har efterladt Berlingskes internationale analytiker opmuntret.

Det var sjældent hårde ord rettet mod Vladimir Putin, som Donald Trump leverede i kølvandet på et dramatisk døgn i Rom.

I et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social, langede den amerikanske præsident lørdag hårdt ud efter sin russiske kollega.