Analyse: Udstødelsen af Cheney understreger Trumps magt – men gør samtidig borgerlige hjemløse

Ekskluderingen af Liz Cheney, der i skarpe vendinger har kritiseret Donald Trumps valgløgn og rolle i stormløbet på Kongressen 6. januar, fra Republikanernes ledelse, afslører, hvor loyalt partiet står bag ekspræsidenten trods hans fortsatte konspirationer om valgsvindel.

Hun blev buhet, da hun onsdag morgen forud for en hemmelig afstemning om sin egen fremtid som den tredje højest rangerende republikaner i Repræsentanternes Hus på ny kritiserede tidligere præsident Donald Trump.

For partiet har valgt side. Ikke blot mellem Liz Cheney og Donald Trump. Men også mellem sandhed og løgn, konservatisme og nationalkonservatisme og respekt for forfatningen og konspirationsteorier. Og det har kastet det borgerlige USA ud i en gigantisk krise.