Analyse: I sidste uge åbnede et sjældent vindue for diplomati. Det er nu lukket. Til gengæld er døren åbnet på klem for krig

Fem procent af den globale olieforsyning er sat ud af spil, og oliepriserne er røget i vejret. Men weekendens droneangreb er ikke bare dårligt nyt for privatøkonomien. Det kan true freden i hele Mellemøsten. Så hvad kommer der nu til at ske?

Da ti droner i weekenden ramte hjertet af Saudi-Arabiens olieimperium og lammede halvdelen af landets olieproduktion, sendte det ikke alene priserne på de danske benzinstationer på himmelflugt.

Sent søndag truede Donald Trump med at svare igen militært, så snart »synderen« fra weekendens angreb er identificeret. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, havde allerede kridtet banen op til konflikt ved mere end at antyde, at Saudi-Arabiens ærkefjende Iran var involveret. Det iranske styre nægter kategorisk. Og med ét kom Mellemøsten et skridt tættere på en ny krig.