Begejstringen var stor, da det i går kom frem i et større amerikansk studie, at den omdiskuterede AstraZeneca-vaccine er 79 procent effektiv i at forhindre covid-19.
Men kun en dag senere er AstraZeneca i problemer igen, da de lovende resultater muligvis har rod i forkerte data.
Et uafhængigt panel har gennemgået den amerikanske undersøgelse og konkluderer, at AstraZeneca kan have leveret ufuldstændige data om effekten, skriver flere medier. Problemet opstår, da den svensk-britiske lægemiddelproducent muligvis har gengivet »forældede oplysninger« fra tidligere forsøg. Det kan have været medvirkende til at give et ufuldstændigt overblik over effektiviteten.
De nye oplysninger kan give et tilbageslag for AstraZeneca-vaccinen, hvis popularitet allerede er dalet kraftigt de seneste par uger.
Hvorvidt et studie, baseret på muligvis nyere data, vil komme frem til samme resultat, er af gode grunde uvist, men kan ikke udelukkes.
Det amerikanske studie konkluderer yderligere, at vaccinen har vist sig 100 procent effektiv i at forhindre alvorlig sygdom og indlæggelse.
Det uafhængige Data Safety Monitoring Board (DSMB) opfordrer AstraZeneca til at samarbejde om på ny at gennemgå dataene om effektivitet, og på den måde sikre, »at de mest nøjagtige, opdaterede effektivitetsdata offentliggøres så hurtigt som muligt«.
AstraZeneca-vaccinen er godkendt i Europa, hvor brugen dog er sat i bero i flere lande af frygt for en sammenhæng med blodpropper. Vaccinen er endnu ikke godkendt i USA.
Danmark var et af de første lande til at indstille brugen af vaccinen. De danske sundhedsmyndigheder har oplyst, at de fortsat ikke ønsker at gøre brug af vaccinen, før der foreligger flere data.
Opdateret: Det fremgik af den første version af artiklen, at det var studiets resultater om sammenhængen mellem blodpropper og AstaZeneca, som de amerikanske sundhedsmyndigheder ville se nærmere på. Det er ikke korrekt, da det er effekten af vaccinen, som det fremgår af artiklen nu. Berlingske beklager fejlen.