Ny måling: Tilliden til AstraZeneca-vaccinen er faldet i Europa

Som reaktion på de seneste par ugers skiftende meldinger om AstraZeneca-vaccinen, der er mistænkt for at være skyld i en stribe dødsfald, er tilliden til den svensk-engelske vaccine dalet i Europa. Det viser en ny måling fra YouGov.

 
AstraZeneca-vaccinen blev godtaget til brug i EUs lande i januar, men har siden fået en omtumlet tilværelse. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Meldinger om blodpropper og dødsfald i forbindelse med AstraZenecas coronavaccine har fået en skepsis over for vaccinen til at sprede sig som en steppebrand over Europa.

Det viser en ny måling fra YouGov, skriver AFP og Reuters.

Allerede i februar – inden de nye tilfælde om blodpropper kom frem – var tilliden til AstraZeneca-vaccinen mindre end tilliden til vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna, viser målingen. Siden er modviljen mod AstraZeneca vokset yderligere.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i 8.000 respondenter fra syv forskellige lande, der har besvaret undersøgelsens spørgsmål i perioden fra 12. til 18. marts. Den danske lægemiddelstyrelse offentliggjorde 11. marts, at man indledte undersøgelser om blodpropper i forbindelse med vaccinen og satte vaccinationerne i bero. Beslutningen udløste en kædereaktion i resten af de europæiske lande, hvor mange lande valgte at gøre det samme.

I undersøgelsen fra YouGov svarede 55 procent af tyskerne, at vaccinen føles usikker, mens kun en tredjedel mener, at den er sikker. 61 procent af franskmændene tror ikke, at vaccinen er sikker.

54 procent af italienerne og 56 procent af spanierne har tidligere ment, at vaccinen var sikker. Disse tal er nu faldet til henholdsvis 36 og 38 procent, viser undersøgelsen.

Fastholder pause

Mindst 13 europæiske lande har i de seneste to uger valgt at stoppe eller sætte vaccinering med AstraZeneca-vaccinen i bero.

Mange af landene valgte at genoptage brugen af vaccinen fredag, da Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) torsdag i en foreløbig konklusion meddelte, at vaccinen er både »sikker og effektiv«, og at »fordelene overstiger ulemperne«.

EMA udelukkede imidlertid ikke en mulig forbindelse med sjældne tilfælde af blodpropper i hjernen kendt som cerebral venøs sinustrombose (cvst).

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, forklarede fredag, at Danmark trods EMAs vurdering fastholder det midlertidige stop for brugen af coronavaccinen fra AstraZeneca:

»Vi ser et helt usædvanligt sygdomsbillede. Det var det, som gjorde, at vi satte brugen af AstraZenecas vaccine på pause. Vi var bekymrede, og det er vi stadig,« sagde han.

»Jeg forstår godt, at EMA siger, at fordele overstiger ulemper. Corona er en alvorlig sygdom, og jeg er sådan set enig i vurderingen. Vi er dog blevet bestyrket i vores beslutning om, at der en mulig sammenhæng mellem de sjældne tilstande med blodpropper og brugen af vaccinen fra AstraZeneca,« sagde Søren Brostrøm.