Iran er blevet en større trussel mod det amerikanske præsidentvalg, end landet var for kort tid siden.

Det skriver The Wall Street Journal.

For i juli afholdt en amerikansk efterretningstjeneste en pressebriefing, hvor meldingen var, at det især var Rusland, der arbejdede på at påvirke valget. 

Rusland vil angiveligt helst have, at Donald Trump vinder valget, fordi Demokraterne går mest helhjertet ind for støtte til Ukraine. 

Omvendt forholder det sig tilsyneladende for Iran. 

For ifølge avisen siger amerikanske efterretningsfolk nu, at Iran har skruet op for sine forsøg på at skabe kaos, og at landet forsøger at skade Donald Trumps kandidatur.

Iran forsøgte også at engagere amerikanere direkte i sine påvirkningsoperationer og endda give støtte til Gaza-protester på universiteter.

Angiveligt skal Iran også have benyttet sig af »store netværk af onlineidentiteter og propagandamøller til at sprede misinformation«.

Avisen skriver, at selvom Rusland ses som langt mere kapabel, når det kommer til fordækt propaganda, så anser man nu Iran for at være »den mest aktive og seriøse udenlandske modstander«, hvad angår forsøg på at forstyrre valgprocessen.

»Robert« stjal data

At Iran forsøger at skade Donald Trumps valgkampagne, passer med en udmelding fra ekspræsidentens kampagne lørdag, omend sammenhængen ikke er bekræftet.

Trump-kampagnen sagde, at den var blevet udsat for et hackerangreb fra »udenlandske instanser, som er fjendtligt indstillet over for USA«.

Donald Trump selv skrev på Truth Social, at den iranske regering stod bag hacking af kampagnens hjemmesider, som Berlingske har beskrevet mandag. 

En anonym person, der kalder sig Robert, havde angiveligt fået fat i interne dokumenter og delt dem med journalister fra flere medier, skriver The Wall Street Journal.

Den slags angreb kaldes »hack og læk« og kan være meget effektive, siger Thomas Rid, ekspert i desinformation og professor ved Johns Hopkins University, til avisen. 

For historier med læk fra valgkampagner kan dominere nyhederne længe og få stor betydning. 

Men man skal passe på med at give Iran for megen ære for forsøget, siger Thomas Rid:

»Det iranske forsøg var godt gammeldags håndværk, hvor de forsøgte at narre en journalist til at dække en plantet historie. Men det var også inkompetent.« 

Ud over de mere internetbaserede påvirkningsoperationer var Iran angiveligt også i gang med at planlægge et attentat mod Donald Trump – altså et andet end det, der næsten lykkedes. 

De amerikanske myndigheder har også øget beskyttelsen af blandt andre den tidligere udenrigsminister Mike Pompeo og den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton på grund af frygt for, at Iran kunne forsøge at dræbe dem efter deres roller i mordet på den iranske officer Qasem Soleimani.

Soleimani blev dræbt i et amerikansk droneangreb tæt på den internationale lufthavn i Bagdad i 2020, et par uger før Donald Trumps præsidentperiode sluttede.