Medie: USA har efterretninger om, at Iran har planer om at dræbe Trump
Secret Service skruede for nyligt op for sikkerheden til Donald Trumps vælgermøder. Det skete, da man modtog efterretninger om et skræmmende iransk plot.

Secret Service skruede for nyligt op for sikkerheden til Donald Trumps vælgermøder. Det skete, da man modtog efterretninger om et skræmmende iransk plot.

De amerikanske efterretningstjenester har de seneste uger modtaget efterretninger om, at Iran har planlagt et attentat og drab på Donald Trump.
Det fortæller flere kilder til CNN og The New York Times.
Disse efterretninger har intet at gøre med Thomas Matthew Crooks, som skød mod Donald Trump i weekenden.
Men efterretninger har de seneste uger fået Secret Service til at skærpe sikkerheden omkring Donald Trump, skriver medierne. Alligevel lykkedes det altså Crooks at affyre skud mod præsidentkandidaten.
Det er uklart, hvordan disse iranske planer så ud, eller hvor langt de var i planlægningen af et attentatforsøg. CNN skriver, at en »menneskelig kilde« har informeret de amerikanske efterretningstjenester om Irans planer.
Secret Service informerede Trump-lejren om de mulige iranske planer i løbet af de seneste uger. Men det er uklart, om Donald Trump selv har været informeret.
De konkrete efterretninger var nye – men det er ikke nyt, at Iran udgør en trussel mod amerikanske politikere.
Siden Donald Trump i 2020 godkendte det amerikanske angreb, som dræbte den højtstående iranske generalmajor Qassim Suleimani, har der flere gange været meldinger om, at Iran planlægger hævn.
Trumps tidligere udenrigsminister Mike Pompeo og den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton har ifølge The New York Times stadig livvagter, som konsekvens af den iranske trussel.
I 2022 rejste USAs justitsministerium tiltale mod en iransk statsborger, som man mener, er en del af Den Iranske Revolutionsgarde. Han skulle have været i gang med at orkestrere et henrettelsesangreb på John Bolton.
Iran afviser på det kraftigste, at landet skulle have planer om at myrde Donald Trump. Det skriver Reuters.
Det iranske styre skriver i en erklæring, at Donald Trump bør betragtes som en kriminel for attentatet på Soleimani, men at Iran har valgt den »retslige vej til retfærdighed.