Hun har støttet ham hele vejen igennem.

Selv da topdemokrater på det kraftigste opfordrede vicepræsident Kamala Harris til at bryde med den upopulære præsident, nægtede hun. 

Heller ikke Joe Bidens katastrofale debat med Donald Trump i juni fik hende til at lægge afstand til præsidenten.

Mens andre har kritiseret Biden for hans alder og helbred, har Harris stået ved hans side.

Måske netop derfor er det så meget mere en skuffelse, at Biden har sagt, som han har gjort. 

Præsidenten har givet udtryk for, at han kunne have vundet præsidentvalget over Trump. 

Med andre ord siger Biden altså, at han ville kunne have gjort, hvad Harris ikke formåede. 

Vicepræsidenten har fortalt venner og familier, at hun er skuffet over Bidens kommentarer om emnet. Det skriver The Wall Street Journal på baggrund af personer bekendt med samtalerne. 

Skuffelsen over præsidenten skulle have »belastet« forholdet mellem Harris og Biden i de sidste dage af deres embedsperiode, der slutter på mandag, skriver avisen. 

Biden tror på Biden

Hvad er det så, at Biden helt præcis har sagt? 

I et interview til USA Today blev præsidenten spurgt, om han tror, at han kunne have vundet over Trump:

»Det er formastelig at sige det, men det tror jeg, ja, baseret på meningsmålingerne.«

I et andet interview sagde Biden også, at han »kunne have slået Trump og ville have slået Trump«.

Han har desuden sagt, at han trådte tilbage for sit partis skyld, da hans kandidatur skabte intern splid. 

Med kun tre og en halv måned til præsidentvalget blev Harris Demokraternes præsidentkandidat, da Biden nedlagde sit kandidatur.

Op til det var Biden blevet presset fra flere sider for at gå af, da der igen var kommet fokus på hans alder og helbred. Særligt efter den katastrofale debat med Trump, hvor han flere gange ikke kunne færdiggøre sin sætning. 

Harris havde – i en amerikansk kontekst – derfor uhyre kort tid til at føre valgkamp, da Biden ikke trak sit kandidatur tilbage før kort inden valget.