Amazon-boss afslører sladderblads trusler: Jeg giver ikke efter for afpresning

Trusler om »billeder under bæltestedet« holder ikke Jeff Bezos tilbage. I et rasende blogindlæg har verdens rigeste mand nu offentliggjort de e-mail, han har modtaget af sladderbladet, der vil offentliggøre nøgenbilleder af ham.

»I stedet for at bøje mig for afpresningen besluttede jeg at offentliggøre det, de sendte til mig,« skriver Jeff Bezos i sit indlæg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jim Watson/Reuters/Ritzau Scanpix

Sladderbladet National Enquirer ligger tilsyneladende inde med billeder af Jeff Bezos, som ikke er blevet offentliggjort. Endnu.

Siden sladderbladet udgav 12 sider med billeder og sexbeskeder, som Amazon-chefen havde sendt til sin elskerinde, mens han var gift, har bladets ejer, American Media, Inc., nu truet med at trykke endnu flere – blandt andet et billede af Bezos under bæltestedet.

Det er i hvert fald ordlyden i en e-mail, som Jeff Bezos har modtaget og beskrevet i et langt indlæg på bloguniverset Medium.

Flere medier har beskrevet National Enquirers 12 sider lange afsløring som en politisk motiveret smædekampagne orkestreret af Trump-støtter. Hvis ikke Bezos afkræfter dette, vil yderligere ni billeder, som National Enquirer ligger inde med, blive publiceret, hævder Jeff Bezos i sit indlæg, som blandt andet The New York Times, The Guardian og BBC har beskrevet.

American Media, Inc.s trusler får dog umiddelbart ingen effekt.

»I stedet for at bøje mig for afpresningen besluttede jeg at offentliggøre det, de sendte til mig,« skriver Bezos i sit indlæg.

I slutningen af januar trykte National Enquirer den 12 sider lange afsløring af Jeff Bezos' affære med TV-værten Lauren Sanchez – og i samme ombæring en række lumre sexbeskeder, som techgiganten havde sendt til hende.

Dette fik Jeff Bezos til at igangsætte en undersøgelse af, hvordan National Enquirer havde fået fat i billederne og beskederne. Hans sikkerhedschef, Gavin de Becker, har antydet, at historien kunne være politisk motiveret – og at det er tre af Donald Trumps støtter, som har skaffet sig adgang til Bezos' SMSer og lækket dem til tabloidmagasinet.

Dette har fået en advokat fra American Media, Inc. til at sende flere e-mail til de Beckers advokat, hvori han skildrer, hvilke endnu upublicerede billeder National Enquirer ligger inde med – og hvad der skal til for at undgå, at de bliver trykt.

Et af punkterne kræver, at Jeff Bezos skal anerkende, at hverken han eller hans efterforskere har noget bevis for, at dækningen af Bezos' affære skulle være politisk motiveret. Til gengæld vil American Media, Inc. forpligte sig til ikke at publicere flere af de billeder, mediekoncernen ligger inde med, skriver advokaten i e-mailen.

Bryder Jeff Bezos aftalen, kan billederne dog publiceres, skriver advokaten i e-mailen.

»Selvfølgelig vil jeg ikke have dybt personlige billeder publiceret, men jeg vil heller ikke deltage i deres velkendte praksis inden for afpresning, politiske tjenester, politiske angreb og korruption,« skriver Jeff Bezos i sit blogindlæg ifølge The New York Times.

Og hvad har det hele så at gøre med Donald Trump?

Det er ikke første gang, at National Enquirer og American Media, Inc. sættes i forbindelse med Trump eller hans støtter. National Enquirers chefredaktør, David J. Pecker, har således længe været ven med Donald Trump – sidste år indrømmede David J. Pecker endog, at han havde betalt tys-tys-penge til kvinder, der havde haft affærer med Donald Trump.

Jeff Bezos ejer The Washington Post, som Donald Trump flere gange offentligt har kritiseret for at bedrive »heksejagt« mod ham og hans tilhængere. Det er blandt andet dette, der nu kan have fået Trump-støtter til at ville forsøge at tilsværte Bezos' navn, argumenterer Amazon-ejeren i sit blogindlæg.

»Det er uundgåeligt, at visse magtfulde personer, som bliver dækket af The Washington Post, fejlagtigt vil konkludere, at jeg er deres fjende,« skriver Jeff Bezos i indlægget.