En hjemmeside med navnet »Dogequest« har angiveligt offentliggjort personlige oplysninger om Tesla-ejere i USA.
På et interaktivt kort afsløres navne, adresser og telefonnumre på en lille brøkdel af Tesla-ejerne i USA. Og et billede af en molotovcocktail bruges som markør.
Det skriver NBC News.
Flere Tesla-ejere har over for mediet bekræftet, at deres oplysninger ligger på hjemmesiden. Det er ikke klart, hvem der står bag hjemmesiden.
Ud over kontaktoplysninger på de specifikke ejere kan også forhandlere og ladestationer lokaliseres.
På hjemmesiden – der angiveligt skifter mellem at være tilgængelig og utilgængelig – opfordres der til, at man begår hærværk på Tesla.
Og så opfordres alle Tesla-ejere til at sælge deres biler, så de kan tage afstand fra Elon Musk.
Selv fordømmer han handlingerne, i et opslag på sit sociale medie X:
Musk skrev tirsdag, at det at opfordre til at ødelægge Tesla-biler i hele USA er »ekstrem indenlandsk terrorisme«.
Onsdag delte Donald Trump et videoklip på hans sociale medie Truth Social, hvor han i et interview med Fox News bliver spurgt til, om han betragter angrebene på Tesla-ejendomme som »indenlandsk terrorisme«, hvortil præsidenten svarer:
»Selvfølgelig, det tror jeg.«
Flere begår hærværk – også i Danmark
Offentliggørelsen af Tesla-ejeres navne er det seneste eksempel på en række protester rettet mod Elon Musk og Tesla.
Så sent som i tirsdags angreb en person – bevæbnet med pistol og molotovcocktails – et Tesla-servicecenter i Las Vegas.
Ifølge myndighederne brændte personen flere Tesla-biler af, affyrede adskillige skud og spraymalede ordet »resist«.
Tidligere på måneden har der været demonstrationer mod Elon Musk og Tesla i hele USA.
Demonstrationerne går nogle steder under overskriften »Takedown Tesla, Trump and Tyranny«, altså »vælt Tesla, Trump og tyranni«.
Og i Danmark – nærmere bestemt Dragør – har flere Tesla-ejere oplevet at finde graffiti nær deres biler.
Motivet bestod af det nazistiske ørnesymbol, hvor hovedet fra ørnen er udskiftet med det velkendte Tesla-logo, og under står der skrevet med store bogstaver: »PROUD SWASTICAR OWNER«.
Tilsyneladende et ordspil på svastika og det engelske ord for bil, car.



