I disse dage har der været demonstrationer mod Elon Musk og Tesla i hele USA. 

Demonstrationerne går nogle steder under overskriften »Takedown Tesla, Trump and Tyranny«, altså »vælt Tesla, Trump og tyranni«. 

I New York løb demonstranter ind i den store Tesla-forhandler med henblik på at lukke den ned. 

Ifølge CBS News var der over 350 demonstranter i New York, hvoraf seks blev anholdt, og »Takedown«-demonstrationerne er ifølge CBS News som udgangspunkt fredelige. 

Derfor demonstrerer de

En af demonstranterne, som blev anholdt i New York, siger på videoen, at hun bliver anholdt for at protestere over, at Elon Musk har købt sig til sin store magt. 

Demonstranterne er blandt andet også utilfredse med Elon Musks arbejde i DOGE, Kontoret for Regeringseffektivitet, der har fyret eller fjernet stillinger svarende til 62.000 føderale ansatte, skriver CBS News. 

Og mange kæder Elon Musk sammen med holdninger på den yderste højrefløj. 

Også i Chicago blev der demonstreret mod Elon Musk og Donald Trump. 
Også i Chicago blev der demonstreret mod Elon Musk og Donald Trump.  Abaca/Ritzau Scanpix

Blandt andet mener nogle, at han heilede fra scenen efter Donald Trumps valg. Det har han dog selv afvist. 

Kritikere af Elon Musk fik det dog galt i halsen, da han talte til en kampagnebegivenhed for Alternative für Deutschland. Her sagde han om Tysklands nazifortid, at »børn ikke bærer skylden for deres forældres synder, for slet ikke at tale om deres oldeforældres«, og at der i Tyskland er »for meget fokus på fortidens skyld«, og at man skal komme videre. 

En af kritikerne var Dani Dayan, der er formand for World Holocaust Remembrance Center. Han skrev på X, at »mindet om og anerkendelsen af Tysklands og dets folks mørke fortid børe være central i formningen af det tyske samfund«, citerede CNN. 

Vold og hærværk

Udover de fredeligere demonstrationer har der den seneste tid været flere tilfælde af vold og hærværk rettet mod Tesla-forretninger og -ladestationer.

I januar og februar begik en 42-årig angiveligt flere gange hærværk mod en Tesla-forhandler i Colorado. Den 42-årige havde dels malet nazigraffiti og dels angiveligt kastet en eller flere molotovcocktails på parkeringspladsen foran forhandleren. 

Den 42-årige blev anholdt og sigtet for hærværk, der vil koste op til 140.000 kroner at udbedre.

I marts har der blandt andet været malet hagekorslignende graffiti med ordene »No Musk« på en Tesla-forhandler i Maryland, dagen efter en demonstration samme sted, og i Massachusetts blev der 4. marts sat ild til syv Tesla-ladestationer.

I Portland i delstaten Oregon blev der om natten 6. marts, uden for åbningstid, ifølge politiet affyret syv skud mod en Tesla-forhandler. Skuddene beskadigede tre biler og knuste et vindue. 

Herhjemme blev der i Dragør onsdag spraymalet graffiti på flere fortove foran indkørsler, hvor der holdt Teslaer parkeret. 

Onsdag blev der malet graffiti på fortovet i Dragør målrettet Tesla-ejere.
Onsdag blev der malet graffiti på fortovet i Dragør målrettet Tesla-ejere. Privat

Motivet var en blanding af det nazistiske ørnesymbol og Teslas logo, og nedenunder stod der »Proud swasticar owner«, altså en blanding mellem ordet svastika (hagekors) og bil. 

En mere stille protest kan måske aflæses i Teslas salgstal i Europa og Skandinavien, som styrtdykker, selvom det samlede elbilsalg er begyndt at vokse. 

I Tyskland blev der eksempelvis i februar 2025 solgt 76 procent færre Tesla-biler end for et år siden. 

Lyt til Berlingske

Lyt til et udvalg af Berlingskes bedste podcast og højtlæste artikler. Sendes hver søndag.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.