Khalid Afayi sidder i sofaen i en halvtom lejlighed i det østlige Istanbul med sin forlovede, Sahar, hendes småsøskende og deres forældre og venter. Rygsækkene er pakket, og telefonen ligger på bordet med volumen på maks. og blinker.
Der er gået 20 dage, siden han og smugleren aftalte en pris på 900 euro pr. person for at blive sejlet over havet til Grækenland, og den unge afghaner er ved at blive rastløs. »Var det Danmark, du kom fra?« spørger han nervøst, da jeg har sat mig i sofaen. »Tager I imod flygtninge der?«