Advarslen, der ikke blev hørt: Her er manden, der efterlod 2.750 ton kemikalier i Beirut

En lagerhal fyldt med sprængfarlige kemikalier blev tilbage i Beirut, da en russisk skibsejer lod både skib og besætning i stikken. De libanesiske myndigheder blev i årevis advaret om faren fra den efterladte last.

Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvordan lagerhal nummer 12 på havnen i Beirut blev antændt tirsdag eftermiddag.

Men vi ved, at en russisk skibsejer ved navn Igor Gretjusjkin har sin del af skylden for, at hallen var fyldt med en enorm mængde sprængfarlige kemikalier.