Det skabte overskrifter verden over, da den amerikanske rapper A$AP Rocky blev kendt skyldig i en sag om overfald på en 19-årig svensk mand.
Retten i Stockholm fandt ham skyldig og idømte ham en betinget dom, hvilket betød, at kunstneren ikke skulle en tur i brummen hos vores naboer på den anden side af sundet.
Før dommen blev han tilbageholdt ved arresten i Kronoberg – og nu rækker han hånden ud til de indsatte i Sverige.
Ved det netop afsluttede Summit LA19 i USA – et event for fremtrædende personer inden musik- og teknologiverdenen – valgte rapperen at tale om Sverige. Ud over at benytte tiden til at takke sine svenske fans fortalte han om sine venskaber med flere af de indsatte.
»Da jeg gik igennem den her situation, så jeg altid tv, og jeg så, hvordan de svenske fans gav mig så meget kærlighed,« sagde han. Det skriver Forbes ifølge Aftonposten.
Derfor ønsker rapperen nu at donere tøj til de indsatte. Der er angiveligt tale om trøjer og bukser.
Fængselschef i arresten i Kronoberg Frederik Wallin bekræfter ifølge Aftenposten, at rapperen har sendt fotoer af nyt tøjdesign.
»Hans advokat har vendt sig mod os og udtrykt ønske om at donere trøjer og bukser,« siger han.
Rapperen var i sin tid anklaget sammen med to personer for at have overfaldet en fjerde mand med slag, spark og en glasflaske.