6.700 gange har Hizbollah sendt raketter mod Israel. Inden angrebet i nat var israelske jagerfly allerede i luften
Hizbollah har iværksat et omfattende droneangreb mod Israel. Angrebet er et modsvar på likvideringen af bevægelsens øverstbefalende.
Hizbollah har iværksat et omfattende droneangreb mod Israel. Angrebet er et modsvar på likvideringen af bevægelsens øverstbefalende.
6.700.
Så mange missiler og droner har Hizbollah angrebet Israel med siden 7. oktober sidste år, ifølge det israelske militær, IDF.
Så da IDF natten til søndag opsnappede, at terrorgruppen i nabolandet Libanon var på vej med et større angreb, gik Israel til modangreb.
Allerede inden, at Hizbollah havde iværksat sin mission, var omkring 100 israelske jagerfly derfor i luften og sigtede mod mål i Libanon.
Daniel Hagari, der er talsperson for det israelske militær, beskriver det som et »selvforsvarsangreb«.
»Som svar på disse trusler udfører IDF angreb mod terrormål i Libanon.«
En time senere meddelte Hizbollah, at det angreb Israel med et stort antal droner og raketter.
Ifølge Hagari gik Israel mod terrormål i Libanon, hvorfra man vidste, at Hizbollah planlagde at begynde sine angreb på israelske civile.
Det er ikke blevet oplyst, hvor mange gange Israel har angrebet Libanon siden 7. oktober.

Regeringen i Israel har vurderet, at Hizbollah var på nippet til at angribe Israel, og valgte så »at slå til først«, vurderer Berlingskes korrespondent i Mellemøsten, Gunnar Willum.
»De fleste af Hizbollahs raketter og droner blev skudt ned. Foreløbig er der melding om en kvindelig israelsk civil, der er blevet såret af granatfragmenter. Der er meldinger om mindst fire sårede og én dræbt på den libanesiske side,« siger han.
Hizbollah siger, at man særligt havde udset sig Jernkuplen, Israels højteknologiske luftværn, som mål for operationen, men at man også vil rette angreb mod andre mål.
Tidligere på morgenen lød meldingen, at israelsk militær havde skudt 150 raketter ned.
Yoav Gallant, som er forsvarsminister for Israel, har sat Israel i alarmberedskab på grund af angrebet.
Ifølge det engelsksprogede israelske medie Haaretz betyder erklæringen fra Yoav Gallant, at IDF vil få udvidede beføjelser på israelsk territorium.
Erklæringen er sat til at gælde i 48 timer.
»Vi er fast besluttede på at gøre alt, vi kan, for at forsvare vores land, for at civile i det nordlige Israel kan vende sikkert hjem,« lød det fra premierminister Benjamin Netanyahu efter et krisemøde i regeringen.
Han tilføjede, at Israel vil følge en simpel regel:
»Hvem end, der sårer os – dem, sårer vi.«
Omkring 100 israelske jagerfly har ødelagt tusindvis af Hizbollahs affyringsramper i det sydlige Libanon, oplyser IDF.
Affyringsramperne var rettet mod mål i både det nordlige og centrale Israel, hævder militæret.
»Det lyder umiddelbart voldsomt, men foreløbig synes både det israelske angreb og Hizbollahs svar at holde sig inden for det sydlige Libanon og det nordlige Israel. Altså de områder som hidtil har været ramt,« forklarer Gunnar Willum.
Alligevel er der tale om »et klart skridt op ad eskalationsstigen«, vurderer Berlingskes korrespondent.
»Den helt store eskalation er foreløbig udeblevet, men det kan ændre sig i de kommende dage og timer. Både Hizbollah og Israel synes nu at afvente.«
Israel har genåbnet lufthavnen. Og Hizbollah har erklæret, at man har afsluttet første runde af hævnen for drabet på Hizbollah-lederen Fuad Shukr i juli.
Missionen blev gennemført, præcis som den var planlagt, lyder det fra Hizbollah.
Bevægelsen afviser israelske meldinger om, at en række angreb er blevet afværget af Israel.
Droneangrebet har ifølge bevægelsen ramt »et militært mål med høj værdi« – yderligere detaljer om målet fremgår ikke. Det skriver Times of Israel.
Ifølge Hizbollah har bevægelsen søndag morgen affyret flere end 320 katjusjaraketter og ramt 11 israelske militærmål.
»Der er ikke tale om det massive angreb på civile mål i Tel Aviv, som mange havde frygtet,« siger Gunnar Willum.