Israel angriber Hizbollah og beordrer libanesere til at komme væk
Israel har udstedt en evakueringsordre vedrørende områder, hvor Hizbollah er aktiv, og angriber bevægelsen.

Israel har udstedt en evakueringsordre vedrørende områder, hvor Hizbollah er aktiv, og angriber bevægelsen.

Israels militær har natten til søndag beordret libanesere i områder, hvor den væbnede shiamilits Hizbollah er aktiv, til at forlade områderne, mens Israel gennemfører angreb mod bevægelsen.
Det oplyser Israels militær, IDF, efter ifølge eget udsat at have identificeret en lokation, hvor bevægelsen gjorde sig klar til at affyre raketter og missiler ind på israelsk territorium.
Det skriver flere nyhedsbureauer, heriblandt AFP og Reuters.
- IDF har identificeret, at terrororganisationen Hizbollah forbereder sig på at affyre missiler og raketter ind mod israelsk territorium. Som svar på disse trusler angriber IDF terrormål i Libanon, skriver IDF i en offentlig udtalelse.
Det står umiddelbart ikke klart, hvornår Israel har udstedt evakueringsordren, præcis hvilke områder den gælder, og hvor længe de pågældende indbyggere har haft til at forlade området.
Der er omkring klokken 04.30 ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade, hverken i Libanon eller Israel.
Fra IDF lyder det dog, at varslingssirenerne lyder i den nordlige del af Israel, hvor de to lande grænser op til hinanden.
Al lufttrafik til og fra Ben Gurion Lufthavn i den israelske storby Tel Aviv, som ligger på den nordlige del af Israels kyst ud til Middelhavet, er desuden blevet indstillet.
Israels samlingsregering, som blev dannet i kølvandet på den væbnede bevægelse Hamas' angreb 7. oktober, skal mødes klokken 06.00 søndag morgen dansk tid, lyder det fra Reuters.
Hizbollah har ikke kommenteret angrebene.
Hizbollah er allieret med Iran og får både finansiel og operationel støtte fra Irans Revolutionsgarde.
Iran og Israel var allierede frem til 1979, hvor præstestyret tog magten i Iran og erklærede Israel for dets ærkefjende.
I dag kæmper Iran mod Israel blandt andet ved at finansiere og støtte en række grupper, som modarbejder Israel, i Mellemøsten.
Ud over Hizbollah gælder det blandt andet Hamas, som har magten i Gazastriben, og houthibevægelsen, som sidder på magten i stort set hele Yemen.
/ritzau/