16-årig trak pistol på skole i USA: Flere dræbt og såret

Den 16-årige formodede gerningsmand, der var elev på skole i Californien, skød sig efterfølgende i hovedet og er i kritisk tilstand.

 

To elever er døde, efter at en 16-årig dreng åbnede ild med en pistol på en high school i den californiske by Santa Clarita.

Politiet oplyser torsdag aften dansk tid, at seks elever blev ramt af skud. Den ene af dem var gerningsmanden, skriver dpa.

Den formodede gerningsmand er 16 år og under behandling på et hospital i Los Angeles. Han var elev på skolen og beskrives som asiatisk af herkomst.

Ifølge politiet skød han sig gennem hovedet efter at have såret fem medstuderende. Hospitalet betegner hans tilstand som kritisk.

To af hans medstuderende døde senere af deres kvæstelser. Først omkom en 16-årig pige og en 14-årig dreng.

Sent torsdag aften dansk tid lyder meldingen, at endnu en 14-årig dreng har mistet livet på hospitalet. Det skriver ABC News. Dette er dog ikke bekræftet.

Den mistænkte selv fyldte torsdag 16 år, skriver Reuters.

De øvrige sårede er to piger på 14 og 15 år.

Skyderi på en skole i santa Clarita i Californien. Fold sammen
Læs mere
Foto: FREDERIC J. BROWN.

»På dette tidspunkt har vi ingen antydning af et motiv eller en ideologi,« siger en talsmand for forbundspolitiet, FBI.

Der blev under skyderiet anvendt en halvautomatisk pistol kaliber 0.45, oplyser politiet ifølge Reuters. Det er et meget kraftigt og dødeligt våben, som den 16-årige trak op af sin rygsæk.

En video, der er optaget på skolen, viser, hvordan fem elever bliver ramt af skud. Efterfølgende forsøger han at skyde sig selv.

Den 16-årige var klædt i sort, da han åbnede ild inde på Seagus High School.

Det er en stor skole med cirka 3000 elever. En high school er en slags gymnasium for 14- til 18-årige.

På tv-billeder kunne man se elever, der blev ført ud af skolen. Men også ambulancer, der kørte ofre væk.

Også andre skoler i nabolaget blev holdt lukket efter skyderiet.

Det er 85. gang i år, at der rapporteres om skyderi på en amerikansk skole, oplyser gruppen Everytown, der fører kampagne for en skrappere våbenlov i USA.

Foto: FREDERIC J. BROWN.

/ritzau/