Zelenskyj indrømmer, at Ukraine er i et »dødvande«: Varsler store ændringer

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Godmorgen! Præsident Volodymyr Zelenskyj overvejer en »nulstilling« af landets ledelse. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Kong Charles har fået konstateret kræft. Et chokeret Storbritannien holder vejret, mens sympatien strømmer ind over kongen.

  2. Skatteminister Jeppe Bruus (S) er kommet i politisk modvind efter svar om sløjfning af gæld til bandekriminelle. Hans udlægning af aftale »holder ikke«, lyder kritikken. 

  3. Velkommen til fremtidens USA, hvor Donald Trump slagter USAs Ukraine-støtte, mens tidligere Fox-vært er på charmeoffensiv i Rusland.

  4. Samarbejdet i regeringen knirker, blandt andet på grund af Moderaternes utålmodighed i forhold til store samfundsforandringer.

  5. Hun ser nutidens børn bestemme alt for meget. Samfundsdebattør Lone Skov Al Awssi oplever en ny generation af handlingslammede forældre, der er bange for konflikt.

Dagens vigtige: Store ændringer er på vej, siger Zelenskyj

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte søndag soldater ved frontlinjen Robotyne i det sydøstlige Ukraine og uddelt medaljer som tak for deres indsats. Ukrainian Presidential Press Service Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Rygterne har floreret længe. 

Så længe, at det efterhånden står klart for alle, at der er forandringer på vej i toppen af det ukrainsk militær. 

Det lader imidlertid til, at det ikke kun er den øverstkommanderende for Ukraines væbnede styrker, Valerij Zaluzjnyj, der udskiftes. 

Præsident Volodymyr Zelenskyj har løftet sløret for en langt mere omfattende plan.

Præsidenten overvejer at »nulstille« den nuværende ledelsesstruktur i landet – og med andre ord skifte flere højtstående ledere ud.

I et interview med den statslige italienske tv-station Rai siger han, at han har »noget alvorligt« i tankerne »der ikke drejer sig om en enkelt person«:

»Det er et spørgsmål om de mennesker, der skal lede Ukraine. En nulstilling er nødvendig, og jeg taler om en udskiftning af en række ledere, ikke kun i hærsektoren«.

Meldingen er bemærkelsesværdig: Zelenskyj taler om den største omvæltning af landet ledelse siden Ruslands invasion i fuld skala.

Men netop en omvæltning er måske, hvad ukrainerne behøver. 

Over for den italienske tv-stationer siger Zelenskyj, at Ukraine ikke er, hvor de ønsker at være. 

»Hvad angår krigen på landjorden, er der dødvande, det er et faktum«. 

En revision af landets ledelse kan altså ifølge præsidenten blive nødvendig i et forsøg på at genstarte krigsindsatsen mod Rusland, skriver The New York Times

I den kommende tid bliver det interessant at se, hvilke højtstående ledere præsidenten overvejer at udskifte.

En minister, Julija Laputina, har allerede meldt sin afgang. Om det skyldes Zelenskyjs udmelding, vides dog ikke. 

Dagens Pilestræde

»Med lukningen af Dansk International Adoption forsvinder min og andre danske bøssers sidste mulighed for lovligt at skaffe børn. Det er derfor essentielt for ligestillingen i Danmark, at vi genovervejer muligheden for at legalisere surrogati i både en altruistisk og kommerciel form.«

Sådan skrev Martin Sollie i Berlingske, som reaktion på, at socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i januar satte en stopper for al adoption af udenlandske børn til Danmark.

Skaber vi ligestilling ved at tillade udlejning af livmodere? Og hvad med børnene - risikerer vi ikke, at de bliver en form for handelsvare. Altså hele grunden til, at vi lukkede ned for adoptionen?

Det kan du høre mere om i dagens Pilestræde, hvor Martin Sollie er gæst. Lyt med her.

Fik du læst?

  • Rusland | Først forsvandt en af Ruslands øverste admiraler. Og nu har ingen set landets øverste general offentligt i uger. Har ukrainerne virkelig fået ram på to af Ruslands øverste officerer?

  • Forsvar | Bag kulisserne har Danmark handlet kampfly i Latinamerika for at afværge amerikansk skrækscenario i baghaven.

  • Krimi | Politiet i London kunne med en ny teknik på få timer anholde 17 forbrydere inklusiv et sexuhyre. Teknikken kommer dog næppe til Danmark. 

Lige nu

Regnen og sneen siler ned over Danmark her til morgen, og vi er kun lige begyndt. 

Frem til tirsdag aften kan der lokalt falde over en måneds nedbør på bare ét døgn. Nedbøren falder som sne i den nordlige del af landet, mens de sydlige egne vil opleve regn.

DMI har advaret om et decideret »regnmaraton«, så det er nok en god idé at pakke regntøjet her til morgen.

God dag!

Venlig hilsen

Kalinka Aaman Agger, journalist