WHO fraråder brug af sødestoffer til vægttab. Dansk forsker undrer sig

Skal du tabe dig, er sødestoffer ikke vejen frem. I hvert fald ikke ifølge en ny anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen, der fraråder brug af både kunstige og naturlige sødestoffer, hvis målet er at holde vægten nede.

Sødestoffer bruges til at give føde- eller drikkevarer en sød smag. De bliver ofte brugt som kaloriefattig erstatning, men nu fraråder WHO at bruge sødestofferne til at holde vægten nede. Ritzau Scanpix (arkiv)

De er svære at komme udenom, for de findes næsten over alt.

Sodavand, morgenmad og marmelade er for eksempel ofte tilsat sødestoffer, der er populære som kaloriefrit alternativ.

Men nu fraråder Verdenssundhedsorganisationen (WHO) at bruge det sødende middel. I hvert fald hvis målet er at tabe sig eller holde vægten i skak.

Det fremgår af nye retningslinjer, som er blevet offentliggjort i en pressemeddelelse.

Det nytter ikke at udskifte naturligt sukker med sødestoffer på den lange bane, hvis man gerne vil kontrollere sin vægt, påpeger Francesco Branca, der er direktør for ernæring og fødevaresikkerhed i WHO.

»Folk er nødt til at overveje andre måder at reducere deres indtag af naturligt sukker på, som for eksempel at indtage mad med naturligt forekommende sukker som frugt eller andet usødet mad og drikkevarer,« siger direktøren.

Baggrunden for den nye anbefaling er en systematisk gennemgang af tilgængelig evidens på området.

Gennemgangen viser, at sødestofferne ikke påvirker vægttab på den lange bane, men at der kan være negative konsekvenser forbundet med at bruge dem over en længere periode.

Sødestofferne øger risikoen for at udvikle livsstilssygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og øget dødelighed.

Dansk ekspert er uenig

De har mange navne som advantame, neotame, sucralose og stevia, og anbefalingen fra WHO gælder dem alle. Det er nemlig alle sødestoffer, der bliver frarådet at bruge – både de kunstige og de naturlige – uanset om det er i kaffen eller en færdigret.

Men netop her skyder Verdenssundhedsorganisationen ved siden af skiven, vurderer Per Bendix Jeppesen, der er lektor ph.d. ved afdelingen for klinisk medicin på Aarhus Universitet.

»Jeg undrer mig meget over, at WHO har taget naturlige sødestoffer med i anbefalingerne, og jeg mener ikke, at der er belæg for den anbefaling i forbindelse med eksempelvis stevia. Det er ikke min opfattelse, at de på samme måde har negative effekter og kan give hjerte-kar-sygdomme,« siger han til TV 2.

Per Bendix Jeppesen mener, at anbefalingen skal tages med et gran salt.

Han er dog enig i, at der er risiko ved et for stort indtag af sødestoffer, og at de ikke har en effekt i forhold til vægtkontrol.

WHO fremhæver, at den nye anbefaling gælder alle på nær personer, der allerede har fået konstateret diabetes, hvor sødestofferne i så fald vil være det bedste alternativ til sukker.