Godmorgen og velkommen til dagens overblik.
En lun julidag er i vente, Tour de France-rytterne tonser efter gårsdagens hviledag videre på vejen mod Paris, og her på Berlingske har vi som altid samlet en bunke gode historier, så du kan være klædt på til dagen, uanset om den så byder på arbejde eller ferie.
Skal du imidlertid snart ud på cyklen eller i bilen, i haven eller på stranden, kan du i stedet lytte til Morgenposten – Berlingskes nyhedsoverblik – lige her:
Embedsmænd udarbejdede oplæg, før Wammen mødte partidonorer
Inden vi skal til historien bag dagens overskrift, snupper vi en afsløring i dagens Berlingske.
Den handler om Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst, hvis medlemmer for et årligt bidrag på 20.000 kroner kan få eksklusiv adgang til møder med for eksempel statsministeren og finansministeren.
Det er sidstnævnte, der er i fokus i artiklen, for Berlingske har fået aktindsigt i dokumenter hos Finansministeriet, som viser, at finansminister Nicolai Wammen (S) har fået bistand af det skatteyderfinansierede embedsværk i forbindelse med et oplæg til et møde i erhvervsklubben.
Et dokument bærer titlen »FM-oplæg« – finansministeroplæg – og det udarbejdede materiale indeholder blandt andet en gennemgang af dansk økonomi på en række parametre som eksempelvis jobskabelse og vækst, ligesom der er journaliseret en liste over deltagerne samt et program for mødet.
Spørger man professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage, er der tale om en ganske problematisk brug af embedsmændene i Finansministeriet.
»Problemet er, at man bruger embedsværket til at udarbejde mødemateriale i forbindelse med møder i erhvervsklubben, hvis grundlæggende formål er at generere indtægter til Socialdemokratiets partikasse. Det er ikke sagligt, og jeg mener ikke, at det er lovlig brug af de ansatte embedsmænd,« siger Frederik Waage til avisen.
Finansministeriets presseafdeling skriver derimod i et svar til Berlingske – der havde forespurgt et interview med Nicolai Wammen om sagen – at »Finansministeriet vurderer, at den bistand, der er udført af ministeriet, er helt inden for rammerne herfor«.
Læs hele historien her.
»Det er tid til lidt iste«
Vi bliver ved det politiske, men bevæger os over midten.
I mandagens Information erklærede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at han agter at stå i spidsen for et fælles borgerligt klimaprojekt, der tillige er nødvendigt for, at de borgerlige igen kan komme til magten.
Venstre-formanden vil blandt andet prioritere hele det økonomiske råderum til klimatiltag og indføre en bred CO2-afgift.
I tirsdagens udgave af samme avis får Ellemann-Jensens budskab imidlertid en kølig modtagelse af Dansk Folkepartis næstformand og klimaordfører, Morten Messerschmidt.
»Det lyder som et quickfix, der er udtænkt af en spindoktor her i sommervarmen. Jeg tror ærlig talt, det er tid til lidt iste,« siger han til avisen.
Interviewet med Messerschmidt kan du finde her.
Kofod og de konsekvente svar
Og så skal vi til sporten.
For i morgen tørner Danmark jo sammen med England i semifinalen ved EM i fodbold for herrer.
Det er næppe gået danske næser forbi – men det er billetterne til kampen på Wembley i London derimod.
For Danmark står ligesom de øvrige semifinalister – undtagen værtsnationen selvfølgelig – på Storbritanniens orange indrejserestriktionsliste. Og det bliver der næppe ændret på, bedyrede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mandag i kølvandet på, at han havde været i kontakt med den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.
»Jeg er nødt til at sige, at svarene har været ret konsekvente. Briterne har strakt sig så langt, som de kunne i lyset af den smittesituation, de står i. Det er – desværre – en påmindelse om, at vi stadig står i en pandemi,« sagde Jeppe Kofod til TV 2.
De danske roligans må formentlig se med fra sofaen, medmindre de tilhører en udvalgt, tusindtallig skare eller bor i Storbritannien. Men det skal vi egentlig være tilfredse med, vurderer Irene Petersen, der er professor ved University College London, over for Politiken.
For utakket være deltavarianten har Storbritannien dagligt flere konstaterede covid-19-smittede end hele EU, og »som dansker ville jeg være bekymret, hvis der lige pludselig kom tusinder tilbage fra London«, siger hun:
»Af hensyn til smittespredningen i Danmark ville jeg holde mig væk. Selvfølgelig er situationen anderledes, end den var i februar 2020, men én af grundene til, at man havde den første bølge i Danmark, var jo netop, at folk kom hjem fra Italien og steder med meget høj prævalens af covid«, siger Irene Petersen.
Hele den historie får du her.
Lægeløftet i ansøgertallet
Vi iler videre og tilbage i Berlingske, for i går klokken 12.00 udløb ansøgningsfristen til at søge ind på en videregående uddannelse, og inden da havde i alt 93.388 personer nået at søge ind på en af slagsen.
Som ofte før topper uddannelserne til pædagog og sygeplejerske listen, men i år har medicinstudiet fået næsten lige så mange ansøgere som sygeplejerskeuddannelsen. Og det er nyt.
For fire år siden fik sygeplejerskeuddannelsen således 1.540 flere ansøgere end medicinstudiet, men i år er afstanden på blot 88 ansøgninger. Medicinstudiet får flere ansøgere end tidligere, mens sygeplejerskeuddannelsen får færre.
Mathias Tolstrup Wester, der er seniorkonsulent inden for videregående uddannelser på Danmarks Evalueringsinstitut, vurderer, at den verserende sygeplejerskestrejke og debatten om faggruppens løn og arbejdsforhold kan have betydning for ansøgertallet til uddannelsen, og så vurderer han, at medicinstudiet mærker en »Brostrøm-effekt« i kølvandet på coronakrisen.
Mere her.
En enhjørning til »vanvittig mange penge«
I Berlingske kan vi også læse, at den fremadstormende fintechvirksomhed Pleo, der blandt andet har udviklet en betalingsløsning til at holde styr på virksomheders medarbejderudgifter, nu har opnået status som en såkaldt unicorn, på dansk en »enhjørning«.
Og hvad er så det? Jo, det er en iværksættervirksomhed, der har en værdiansættelse på over en milliard dollar, og det er ikke noget, man ser hver dag.
»Det er vanvittigt mange penge, vi har rejst. Interessen har været utrolig stor, og et stort antal fonde har stået klar med checkhæftet,« siger Pleo-topchef Jeppe Rindom til avisen.
Artiklen i sin helhed finder du her.
To gæve tyskere
… kan du tillige møde i Berlingske, og der er tale om ægteparret Ugur Sahins og Özlem Türeci – begge af tyrkisk oprindelse – der er parret bag BioNTech, der sammen med Pfizer står bag den første og mest udbredte covid-19-vaccine herhjemme.
Lidt af en bedrift, men her slutter historien ikke, hvis det står til parret fra Mainz.
Ugur Sahins og Özlem Türecis vision er blandt andet at skabe en »individualiseret« kræftmedicin, der er skræddersyet til den enkelte patient og perfekt modelleret til at bekæmpe den konkrete kræftsvulst.
Læs meget mere her.
Dagens coronatal
… får du lige her på falderebet:
Det sker i dag
09.40: Presseseance med fodboldlandsholdet i Helsingør før onsdagens EM-semifinale i London. Landstræner Kasper Hjulmand samt spillerne Christian Nørgaard, Andreas Christensen og Martin Braithwaite er til rådighed under seancen.
13:20: 10. etape i Tour de France begynder i Albertville. Efter 190,7 ret flade kilometer slutter etapen i Valence.
14.00: Statens Serum Institut offentliggør den ugentlige beregning af covid-19-kontakttallet, der indikerer, om epidemien er til- eller aftagende.
21.00: Semifinale ved EM i Fodbold i London: Italien-Spanien.