Det danske kulturliv er hårdt presset af den igangværende coronapandemi, og det er særligt forsamlingsforbuddet, der får institutionernes økonomi til at styrtbløde. Selv om dele af kulturlivet er omfattet af Folketingets hjælpepakker, har mange aktører følt sig forbigået, men lørdag bød på gode nyheder til en række af dem.
Her besluttede et bredt flertal af Folketingets partier og regeringen nemlig at ændre betingelserne for, at kulturinstitutionerne kan blive omfattet af den såkaldte kompensationsordning, mens man også oprettede en nødpulje på 200 millioner kroner for dem, der ikke før har været omfattet af de andre ordninger.
I Venstre vækker de nye tiltag glæde, men ifølge partiets kulturordfører er kampen for at få kulturlivet sikkert gennem krisen ikke slut.
»Vi har løst meget, men vi er ikke i mål. Med de her tiltag har vi løst noget for en stor gruppe, og det er godt, men det er ikke godt nok. Forhandlingerne er langtfra slut,« siger Britt Bager.
De kommende dages tilbagemeldinger fra kulturlivets aktører vil vise, hvor langt politikerne er kommet, men der er dog allerede ét punkt, som springer kulturordføreren i øjnene.
»Vi har ikke taget stilling til, hvordan vi sikrer sommerparkerne. Hvis de skal holde lukket hen over sommeren, så mister de hele deres omsætning. Vi skal finde en løsning, der sikrer dem en fair chance for at overleve. Det er vigtigt, at vi stadig har dem, når coronakrisen er drevet over,« siger Britt Bager.
Kompromis på 350 deltagere
Helt konkret betyder gårsdagens forhandlinger, hvor kompensationsordningen blev udvidet, at arrangementer med 350 deltagere nu også kan søge om støtte. Før krævede det 1.000 deltagere.
»Det er et skridt i den rigtige retning, men vi vil gerne have det længere ned,« lyder det fra Britt Bager.
I Venstre havde man gerne set, at minimumsantallet var nede på 100 deltagere. Årsagen til det er, at partiet frygter, at man med den nuværende ordning ikke formår at holde hånden under mindre arrangementer rundt omkring i landet.
Derudover betød forhandlingerne også, at der nu etableres en nødpulje på 200 millioner kroner til »nødlidende kulturinstitutioner og sæsonbetonede scenekunstvirksomheder«.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, at et af de centrale elementer i nødpuljen er »at hjælpe institutioner, der er eksistenstruet«.
»Danmark har også brug for kultur, når vi er på den anden side af coronakrisen,« lød det lørdag fra kulturminister Joy Mogensen (S).

Fælles front
Venstres kulturordfører kalder de sidste ugers tovtrækkeri med kulturminister Joy Mogensen (S) for »et svært forhandlingsforløb«.
Ifølge Britt Bager har det ikke været let at få Joy Mogensen til at anerkende, at den igangværende coronapandemi har krævet, at der blev etableret et sikkerhedsnet, der kunne holde hånden under kulturlivet, og ministeren har også tidligere fået en del kritik.
Til gengæld har Venstres kulturordfører ros til kollegerne i Folketingets kulturudvalg.
»Vi har holdt sammen og lagt et fælles pres på kulturministeren om, at vi skulle forhandle om hjælp til kulturlivet. Det bliver vi ved med, indtil vi føler, at vi er kommet i mål,« siger Britt Bager.
Det samlede beløb for hjælpepakkerne til kulturlivet er ifølge en opgørelse fra Kulturministeriet på 694 millioner kroner.