Folketinget vedtager ny nødpulje til kulturen: »Det betyder sikkerhed for rigtig mange på kulturområdet«

Efter længere tids råb om hjælp får flere kulturinstitutioner nu mulighed for at blive kompenseret for den tabte omsætning under coronakrisen. Lørdag aften har Folketinget besluttet af oprette en nødpulje til kulturlivet og udvide kompensationsordningen.

 
Kulturlivet lider, mens coronavirus raser. Fold sammen
Læs mere

Tidligere på måneden blev det besluttet at give museer, teatre og andre offentligt støttede kulturinstitutioner mulighed for få penge fra de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget under coronakrisen.

Aftalen er dog rettet mod kulturinstitutioner, som får mere end 50 procent i offentlig støtte, og mange har derfor følt sig forbigået.

»Der lyder et højt og rungende opråb herfra om, at kulturministeren også begynder at kigge på festivalbranchen. Der skal handles hurtigt og fokus på tilpassede pakker til vores situation,« lød det blandt andet fra Theis Petersen, der er indsamlingschef for Muskelsvindsfonden, der arrangerer Grøn koncert.

Nu er der imidlertid gode nyheder til de mange økonomisk blødende kulturinstitutioner.

Lørdag aften har Folketinget nemlig besluttet at oprette en nødpulje, der kan hjælpe flere kulturinstitutioner under coronakrisen. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Birgitte Bergman, kulturordfører Konservative

»Det har været en lang og sej kamp at få landet en aftale, som sikrer vores kulturarv«


Nødpuljen kan søges af »nødlidende kulturinstitutioner og sæsonbetonede scenekunstvirksomheder« og skal blandt andet hjælpe revyer og andre institutioner, som ikke er hjulpet af Folketingets generelle ordninger.

»Nødpuljen spænder et ekstra sikkerhedsnet på 200 millioner kroner ud under kulturlivet i Danmark,« siger kulturminister Joy Mogensen (S).

»Ét centralt element i nødpuljen er at hjælpe institutioner, der er eksistenstruet, så de kommer gennem krisen. Danmark har også brug for kultur, når vi er på den anden side af coronakrisen.«

Partierne er desuden nået til enighed om at udvide deres kompensationsordning for aflysning af større arrangementer til arrangører til og med 31. august samt udvide rammerne for, hvilke arrangementer, der kan søge kompensation.

Det betyder, at også mindre koncerter, festivaler og motionsløb med 350 deltagere kan få kompensation. Tidligere var det kun arrangementer med over 1000 deltagere.

»Jeg er glad for, at regeringen sammen med Folketingets partier nu har forbedret kompensationsordningen markant, så flere arrangører kan blive dækket og få økonomisk hjælp,« siger Joy Mogensen (S).

»Vi har kæmpet for en seriøs aftale«

For det Konservative Folkeparti har det været »en vigtig prioritet, at sikre en bedre arrangementspulje så flere planlagte sommerkoncerter, revyer, musicals og arrangementer bliver omfattet.« Det fortæller partiets kulturordfører Birgitte Bergman.

»Det har været en lang og sej kamp at få landet en aftale, som sikrer vores kulturarv. Der skulle sparkes døre ind til både stats- og finansministerierne. Det har været vigtigt for det Konservative Folkeparti at bevare det Danmark vi kender, vores museer, teatret, spillesteder, revyer osv. Kulturen er vores sammenhængskraft i hele Danmark,« siger hun.

»Vi har kæmpet for en seriøs aftale og det er jeg glad for at vi har landet i et bredt enigt fællesskab. Med denne aftale sikrer vi, at nødlidende kulturinstitutioner får den hjælpende hånd, som der er brug for, da de falder igennem de øvrige hjælpepakker.«

Hos SF er man ligeledes glad for, at der er kommet en aftale på plads, som kan hjælpe flere, fortæller kulturordfører Anna Brændemose.

»Jeg synes, det er en god aftale, der er blevet forhandlet igennem. Jeg er glad for, at vi får hjulpet nogle af de kulturinstitutioner, der er enormt presset. Det betyder sikkerhed for rigtig mange på kulturområdet. Det er jo blandt andet revyerne, vi har været med til at sikre. Det er jeg enortm glad for.«

Burde hjælpen ikke være kommet tidligere?

»Vi arbejder benhårdt på at lave aftaler på så mange områder, og vi gør det, så hurtigt vi kan. Selvfølgelig er der mange, der gerne ville have set, at den var kommet før, men vi har arbejdet, så hurtigt, vi kunne, så jeg er bare glad for, at der er en aftale nu.«

Med nødpuljen kan kommunale kulturinstitutioner få lønkompensation og kompensation for faste udgifter. Institutionerne kan dog maksimalt få dækket 80 procent af udgifterne, medmindre de er særligt nødlidende på grund af coronakrisen.

Bag lørdagens aftale er samtlige partier i Folketinget på nær Nye Borgerlige.