Prisen på en pakke cigaretter skal allerede fra årsskiftet sættes op til 60 kroner.
Det må regeringen sørge for i de kommende finanslovsforhandlinger.
Ellers vil vi gå efter at samle et flertal uden om regeringen for at gennemtrumfe et markant prishop på cigaretter.
Sådan lyder et ultimatum fra Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde i en henvendelse til statsminister Mette Fredeiksen (S), sundhedsmininister Magnus Heunicke (S) og skatteminister Morten Bødskov (S), som nu sættes under pres for hurtigt at levere markante afgiftsforhøjelser i et forsøg på at bekæmpe den stigende andel af unge rygere.
»Vi vil sikre, at der bliver handlet med et væsentligt højere ambitionsniveau end det, som regeringen ser ud til at lægge for dagen. Børn, unge og rygning hører ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal der ske noget nu. Hvis ikke regeringen viser hurtig vilje og evne til at få indkaldt og samlet partierne bag en markant stigning, vil vi forsøge at samle et flertal uden om den,« siger Sophie Løhde.
Henvendelsen kommer, efter at lækkede papirer fra Finansministeriet, ifølge Altinget, har vist sig at kredse om en forhøjelse på blot ti kroner til cirka 50 kroner, indfaset over tre år med 3,50 kroner om året.
Det har udløst stærk kritik fra sundheds- og forebyggelseseksperter, som mener, at prisen skal langt højere op, hvis det skal få børn og unge til at kvitte smøgerne.
En forhøjelse på blot ti kroner er desuden væsentligt mindre, end den socialdemokratiske regerings tre støttepartier – de Radikale, Enhedslisten og SF – hver især har givet udtryk for, at de ønsker.
Deres erklærede politik er, at prisen på en pakke cigaretter skal op på fra 60 og helt op til 90 kroner.
Venstre og de Konservative har også meldt ud, at de ønsker prisen op på det niveau, og dermed er der, på papiret, et flertal, som ønsker en så markant prisforhøjelse.
Ifølge det lækkede notat, som henviser til opdaterede beregninger fra Skatteministeriet, kan moderate prisstigninger på tre-fire kr. for en pakke cigaretter have en positiv effekt på både samfundsøkonomien og de offentlige finanser.
Omvendt kan prisstigninger, som rækker væsentligt ud over ti kr., være forbundet med et samfundsøkonomisk tab, nævnes det.
I den forståelsesaftale, som er indgået mellem regeringen og de tre støttepartier, lægges der op til at hæve afgifterne, men der sættes ikke beløb på, og det er Socialdemokratiet heller ikke indstillet på at gøre på nuværende tidspunkt.
»Det kommer til at fremgå af vores finanslovsforslag. Men vi kommer til at tage fat på priserne og komme med andre tiltag for at få færre rygere,« siger politisk ordfører Jesper Petersen.
Han understreger, at det lækkede dokument er et embedsmandsnotat, der ikke har været politisk behandlet og ikke er udtryk for for regeringens forslag til finansloven. Og så retter han også en hård kritik mod Venstres ageren på området, mens det sad i regeringskontorerne.
»Sophie Løhde er kandidat til danmarksrekorden i hykleri, når det kommer fra hende, at der skal sættes fut under arbejdet mod tobak. Som sundhedsminister afviste hun selv at lade priserne stige, og man standsede også den løbende stigning i cigaretpriserne,« siger Jesper Petersen.
I støttepartierne er man under alle omstændigheder indstillet på at arbejde på en forhøjelse til 60 kroner, oplyser såvel SF som Enhedslisten.
»Rygning er klart en af de største faktorer i forhold til at skabe ulighed i sundhed, og det er et udtalt problem, at et stigende antal unge begynder at ryge. Her er der klar evidens for, at et markant prisløft kan medvirke til, at færre begynder at ryge – og at det skal komme i ét hug og kunne mærkes umiddelbart, hvis det skal have en effekt,« siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).
SF arbejder, ifølge sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, også på et markant prisløft for at sikre, at færre unge begynder at ryge.
Begge partier lader det dog også stå åbent, hvor langt man vil gå, og om man vil være indstillet på, at indgå en aftale med borgerlige partier uden om regeringen for at gennemtrumfe en forhøjelse til 60 kroner.
»Nu afventer vi et konkret udspil, og så kommer der en forhandling, hvor jeg vil gå ud fra, at regeringen vil lytte til, at man har tre støttepartier, som alle har et ønske om, at prisen i hvert fald skal op på 60 kroner,« siger Peder Hvelplund.
Kirsten Normann Andersen peger på, at »alting jo er til forhandling«, og at hun har mange sundhedsforslag med til forhandlingerne om en finanslov.
»Men forebyggelse er generelt et vigtigt tema for os,« siger hun.