USAs påståede F-35-kill switch går begge veje – og åbner for hårdt pres på Trump

Analyse: USAs allierede har købt F-35-jagerfly i dyre domme, og nu er de bange for, at supermagten kan slukke for dem. Sådan ser det ud på overfladen. Men måske er Europa og Canada faktisk ved at vende den højteknologiske våbenplatform mod Trump selv.

Da USAs præsident, Donald Trump, lukkede for efterretningerne til Ukraine, tvang han angiveligt også det ukrainske flyvevåbens donerede F-16-fly til at blive på jorden.

Det har åbnet en Pandoras æske af usikkerhed hos allierede, som har købt science fiction-kampflyet F-35 af USA. For hvad hvis supermagten også kan lamme det for at undertvinge et land, der ikke gør, som der bliver sagt? Hvis Pentagon simpelthen kan trykke på en kill switch, så motoren ikke vil starte?