Imens vi i Danmark taler om boykot af amerikanske produkter, har Portugal valgt at tage skridtet videre og droppe indkøb af amerikanske fly til deres forsvar.
Portugals flyvevåben har anbefalet at indkøbe de amerikanske fly Lockheed Martin F-35. Men den portugisiske forsvarsminister har afvist at følge anbefalingen. Det skriver Politico.
»Vi kan ikke ignorere det geopolitiske miljø, når vi tager beslutninger. USAs nylige position i forhold til NATO må få os til at overveje, hvad den bedste løsning er. Forudsigeligheden i vores allierede er noget, som skal tages med i overvejelserne,« siger Portugals forsvarsminister, Nuno Melo, til det portugisiske nyhedsmedie Publico ifølge Politico.
Han mener også, at der særligt er ét aspekt af en amerikansk aftale, som er meget vigtigt at huske på.
»Verden har ændret sig, og denne allierede kunne begrænse os i form af vedligeholdelse, komponenter og alt, som har at gøre med at sikre, at flyet vil fungere og kunne bruges i alle scenarier,« sagde han videre ifølge Politico.
I Danmark har det også været på tale, om vi skulle stoppe med at købe ind til vores forsvar fra amerikanske virksomheder. På baggrund af Portugals beslutning har en politiker allerede meldt ud, at Danmark bør følge trop.
»Vi bør i Danmark kraftigt overveje ligesom Portugal at annullere yderligere indkøb af F-35 og omstille til en ikkeamerikansk flytype. USA har vist, at de er parate til at bruge kontrol med teknologi politisk. Den risiko kan vi ikke løbe,« skriver Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten på X.