Ung kvinde afviser tilslutning til IS

En 23-årig kvinde var ikke i Syrien, men kun i Tyrkiet og Egypten i perioden fra 2016-19, siger hun. Anklagemyndigheden mener noget andet.

(Arkivfoto) Anne Bæk

De flestes stereotype forestilling om en islamistisk kvinde med tanker om hellig krig og interesse for kalasjnikovgeværer vil sikkert indebære en traditionel religiøs klædedragt med tildækning af både hår og ansigt samt sløring af kroppens kvindelige former.

Men det var milevidt fra, hvad der mødte dommere, nævninger og tilhørere torsdag i Retten i Glostrup, hvor en 23-årig kvinde er tiltalt for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien.

Hendes lange krøllede mørke hår hang løst ned over skulderpartiet, som kun lige var dækket af den tætsiddende bluse, som havde samme lyseblå farve som skjorterne på de politifolk, der iførte hende håndjern bag ryggen, hver gang kun skulle forlade lokalet.

Hendes knælange sorte nederdel var nok heller ikke ligefrem, hvad de fleste vil forbinde med en fordunklet religiøs beklædning.

Ikke desto mindre mener anklagemyndigheden, at kvinden frivilligt har opsøgt et af de – i manges øjne – mest formørkede områder i verden. I knap tre år opholdt hun sig nemlig hos Islamisk Stat i Syrien, blandt andet i provinsen Raqqa, lyder anklagen.

Kvinden, der er dansk statsborger med syrisk baggrund og en fjern slægtning til folketingsmanden Naser Khader, afviser anklagerne. Hun hævder, at hun alene har opholdt sig i Tyrkiet og i Egypten.

Torsdagens retsmøde blev forsinket af en strømafbrydelse. Et højspændingskabel i området var defekt, og derfor nåede kvinden kun at blive afhørt kortvarigt.

Her fortalte hun, at en række billeder og andet, som politiet har fundet på hendes computer, og som er relateret til Islamisk Stat, alene stammer fra søgninger, som hun har foretaget, fordi hun interesserede sig for sin religiøse og kulturelle baggrund.

Bliver kvinden dømt, står hun formentlig til flere års fængsel. Hendes søster er idømt tre års fængsel i sagen. Og søsteren nåede endda aldrig til Syrien. Der ventes dom i slutningen af august, hvis ikke torsdagens strømsvigt har forsinket sagen for meget.

/ritzau/