Godmorgen! Ukraine sender sin »mest effektive« brigade til undsætning i »helvede« mod øst. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Håndteringen af Borup-sagen er arrogant, mangelfuld og lugter af panik, mener to af landets mest erfarne eksperter i krisekommunikation.

  2. NATO har sagt god for, at Danmark må tælle støtte til Ukraine med for at nå vigtigt forsvarsmål – men det kan give bagslag, advarer tidligere NATO-chef.

  3. Ny måling er den værste for regeringen indtil nu, og der er læk i begge ender, påpeger valgforsker.

  4. Klimaprofessorer kalder det »århundredets vigtigste fortælling«, som flyver hen over hovedet på danskerne. Befinder vi os i en »klimakommunikationskrise«?

  5. Lisbeth Dahl er blevet skilt tre gange. Det er muligt at forudsige, hvem der bliver det.

Dagens vigtige: Ukraine på vej mod største nederlag længe

Siden oktober har russiske styrker forsøgt at erobre Avdijivka i det østlige Ukraine. Den seneste uge har de gjort store fremskridt.
Siden oktober har russiske styrker forsøgt at erobre Avdijivka i det østlige Ukraine. Den seneste uge har de gjort store fremskridt. Rfe/Reuters/Ritzau Scanpix

Det ser sort ud for de ukrainske styrker i den østukrainske by Avdijivka, hvor situationen beskrives som ekstremt kritisk.

Avdijivka er i fare for at falde, sagde Det Hvide Hus' talsmand, John Kirby, ifølge Reuters torsdag aften dansk tid.

Den russiske hær har omringet byen fra tre sider og er de seneste dage lykkedes med at gøre fremskridt. De ukrainske styrkers vigtigste forsyningsvej er afskåret, og det er vanskeligt at bringe forsyninger ind – eller de hundredvis af civile, som fortsat befinder sig i byen, ud.

Men hjælpen er på vej.

Torsdag blev det bekræftet, at Ukraines 3. angrebsbrigade »i al hast« har omplaceret sine tropper til den kritiske front.

Brigaden er ifølge The Kyiv Independent kendt for at være »en af de mest effektive kampstyrker« i den ukrainske hær.

I et opslag på Telegram beskriver brigaden Avdijivka som »helvede«.

Siden oktober har russiske styrker forsøgt at omringe og erobre byen. I månedsvis har ukrainerne holdt dem stangen. Den seneste uge er de russiske styrker dog rykket så tæt på, at en sejr virker mere og mere nærliggende.

I så fald vil det være det største ukrainske nederlag længe.

»Det ser i stigende grad ud til, at (Avdijivka, red.) bliver den første ukrainske by, som falder siden erobringen af Bakhmut i maj sidste år,« som Yaroslav Trofimov, The Wall Street Journals ledende udenrigskorrespondent, skrev i sidste uge.

Skylden for, at det går så skidt i den østukrainske by, placeres af flere langt væk – hos de republikanske politikere i USA.

I månedsvis har de blokeret for yderligere amerikansk militærstøtte til det krigshærgede land, som nu lider under en desperat mangel på ammunition.

Dagens Salon

Kritikken er haglet ned over model og influencer Cecilie Haugaard, efter hun besøgte Deadline-studiet for at tale om sin nye bog, »Instagrim«.

For hvordan kan man positionere sig selv som bannerfører imod en perfekthedskultur, når man selv fylder sin Instagram-profil med billeder, der udstråler netop dette?

Men ifølge filosof og forfatter Eva Selsing er kritikken for hård. Det fortæller hun i dagens udgave af »Østergaards salon«.

»I stedet skal vi kigge på, hvad det er, der gør, at kvinder får så ondt af at kigge på de her glansbilleder,« siger Eva Selsing.

Hun mener, at idealiseringen af »den hårde kvindetype« er med til at få unge til at føle sig usikre.

Lyt til podcasten her.

Lige nu

Natten til fredag dansk tid har Det Hvide Hus udsendt en advarsel:

Israels militære operation i Rafah i det sydlige Gaza bør ikke fortsætte uden en plan for de civiles sikkerhed, skriver Reuters.

Meldingen kommer, efter at den amerikanske præsident, Joe Biden, har talt i telefon med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Offensiven i Rafah, der bliver beskrevet som »det sidste tilflugtssted« for palæstinensere i det sydlige Gaza, har været varslet i flere dage nu. 

Berlingske følger udviklingen.

God dag!

Venlig hilsen

Anne Baungaard, journalist

Få nyhedsvarsler direkte i din indbakke

Vi sender en mail, når de helt store nyheder opstår, så du ikke går glip af de vigtigste nyhedsudviklinger.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.