Tirsdag blev en udvisningsdømt mand fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret, sigtet for at være indrejst til Danmark i strid med et indrejseforbud fra 2016. Det skriver Ekstra Bladet.
Han ankom med et evakueringsfly til Danmark fra Afghanistan via Pakistan i nat.
Under tirsdagens grundlovsforhør fortalte han ifølge avisen, at han fik lov af danske myndigheder til at komme med på evakueringsflyet med sin kone og to små børn, fordi han har arbejdet for Danmark i Afghanistan.
Han erkendte, at han godt vidste, han ikke måtte rejse ind i Danmark, og at han havde dokumentation for hans aftale på hans telefon i form af e-mails med danske myndigheder, han dog ikke havde vist til politiet i lufthavnen.
Han forklarede, at han har været i kontakt med de danske myndigheder, indtil han fik et ja.

Anden gang på to dage
Mandag blev en 23-årig mand ligeledes varetægtsfængslet i 24 dage for at have rejst til Danmark med evakueringsfly fra Kabul, selvom han sidste år blev udvist for bestandig ved dom.
Den 23-årige har angiveligt tilknytning til banden Loyal to Familia. Tidligere er han blevet idømt tre år og 11 måneders fængsel for overtrædelse af våbenlovgivningen. Den 12. juni 2021 blev han sendt til Afghanistan via Istanbul.
Han blev i går stillet for dommervagten og er sigtet for at overtræde sit indrejseforbud ved den 22. august 2021 klokken 13:15 at være indrejst i Københavns Lufthavn, til trods for at han var meddelt et indrejseforbud i forbindelse med en dom.
I den forbindelse var Dansk Folkepartis Peter Skaarup hurtig til tasterne og kritiserede, at der for ham at se ikke er styr på, hvem der bliver taget med ombord på flyene i Kabul.
»Der er simpelthen ikke styr på evakueringerne. Nu må (regeringen, red.) skride til handling og ændre procedure,« skriver han på Twitter.



