De ellers udskældte jobcentre i København får generelt positive bedømmelser af de ledige borgere, der bruger dem.

Det viser en ny undersøgelse gennemført af VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

Samlet bedømmes jobcentrene af de job- og uddannelsesparate ledige til en score på 4,2 på en 1 til 5-skala, hvor fem er bedst.

Udsatte ledige er næsten lige så positivt indstillet.

Det er tredje år i træk, at VIVE gennemfører jobcenter-undersøgelsen, og den gennemsnitlige bedømmelse har ikke ændret sig synderligt over tid.

»Jeg er faktisk lidt overrasket over, at vi har fundet så stabil, positiv oplevelse af den hjælp, man får,« siger en af forskerne bag undersøgelsen, seniorforsker ph.d. Frederik Thuesen fra VIVE.

Bedømmelsen bygger på en spørgsmål som, »hvor tilfreds er du med den samtale, du lige har haft med din sagsbehandler,« og »hvordan føler du dig behandlet her i jobcentret« samt fem andre spørgsmål.

Forskerne konkluderer, at der er en tydelig sammenhæng mellem længden af ledigheden og ens bedømmelse af jobcentret. Jo længere man har været ledig, desto mindre tilfreds er man med jobcentret.

Færre føler, at de bidrager til fremdrift

Jobcentrene er blevet kritiseret for ikke at skaffe ledige i arbejde, og flere af Folketingets partier har argumenteret for at nedlægge centrene.

Undersøgelsens formål er ikke at tjekke, om eller i hvilken grad Jobcenter København får ledige i job. Men de ledige er blevet spurgt til, om de føler »fremdrift« i deres forløb i jobcentret. Det gør 46 procent – et lidt højere tal end året før.

Til gengæld er det gået lidt ned ad bakke, når det kommer til borgerens eget bidrag til fremdriften. 79 procent af de job- og uddannelsesparate svarede sidste år, at de følte, at de bidrog til fremdrift, men tallet er i år faldet til 69 procent.

Berlingske har spurgt Frederik Thuesen om forskellen mellem jobcentrenes ry og den positive bedømmelse.

»Det er oplagt at forklare det ved sådan en medielogik, hvor de negative historier sælger bedst, men det handler også om, at folk ikke råber lige så meget op, hvis de er tilfredse,« siger Frederik Thuesen.

Intet pres fra kommunen

Et af Københavns Kommunes mål med undersøgelsen er, at den skal være med til at »forbedre lediges oplevelse med jobcentret«.

»Det lever de formodentligt ikke op til,«  siger Frederik Thuesen med henvisning til, at jobcentrene ikke får en bedre bedømmelse nu end tidligere.

Når han siger »formodentligt« skyldes det, at sammensætningen af deltagerne i undersøgelsen har ændret sig i forhold til tidligere undersøgelser på grund af faldende ledighed.

Efter Frederik Thuesens vurdering er de nuværende ledige længere væk fra arbejdsmarkedet og derfor mindre positivt indstillede. Man skal således være forsigtig med at udelukke, at der i virkeligheden kunne være en lille forbedring.

Undersøgelsen er udført af VIVE og finansieret af Københavns Kommune.

Kan man være helt tryg ved, at Københavns Kommune ikke har presset jer til nogle bestemte resultater?

»Ja. Vi har ikke trukket noget fra eller lagt noget til, men har haft frie hænder. Men det, som man ikke kan vide, er, om sagsbehandleren opper sig og giver den ledige en bedre behandling de dage, hvor vi er på besøg og observerer. Når nogen kigger på en, har man en tendens til at opføre sig anderledes, end når ingen kigger,« siger Frederik Thuesen.

Så det er anmeldte besøg, når I kommer i jobcentret?

»Ja, vi dukker ikke op uanmeldt, for folk bør vide, at vi er der.«

Rettelse 4. marts 2022 kl. 16:25:
Af artiklen fremgik det oprindeligt, at 79 procent af de job- og uddannelsesparate vurderede fremdrift i deres forløb i Jobcenter København i sidste års undersøgelse mod 69 procent i dette års undersøgelse. Det var ikke korrekt og er rettet i artiklen. De nævnte tal dækker borgerens eget bidrag til fremdrift og ikke fremdriften i det hele taget. Faktisk er der sket en lille stigning, når det kommer til borgernes vurdering af fremdriften i deres jobcenter-forløb i det hele taget fra 43 procent til 46 procent.