Tusinder kræver erstatning for bivirkninger efter coronavaccination

Indtil videre er 125 sager blevet anerkendt af myndighederne, og tilsammen har klagerne fået tilkendt lidt under to millioner kroner i erstatning.

Lægemiddelstyrelsens opgørelse viser, at der frem til slutningen af marts i år var indberettet cirka 71.000 formodede tilfælde i Danmark med bivirkninger efter covid-19-vaccination. Søren Bidstrup/Arkivfoto

Under coronapandemien lagde millioner af danskere arm til et lille stik, som for de flestes vedkommende højst resulterede i en dag eller to på langs.

Det er dog ikke alle, der mener at være sluppet helt så let fra coronavaccinationen.

2.201 vaccinerede eller pårørende har indtil videre søgt erstatning for skader, som de kæder sammen med stikket.

Erstatningssagerne dækker over alt fra allergiske reaktioner, blodpropper, hjerneblødninger og dødsfald til bivirkninger som hovedpine og træthed.

Det fremgår af en opgørelse fra Patienterstatningen, skiver Jyllands-Posten.

Over halvdelen af sagerne er blevet afvist, mens 945 erstatningssager endnu venter på at blive afgjort af Patienterstatningen. 125 sager er anerkendt, og tilsammen har klagerne fået tilkendt lidt under to millioner kroner i erstatning.

»Umiddelbart kan man sige, at det er relativt få sager taget i betragtning af, at der samlet set i Danmark er blevet givet over 15 millioner vaccinedoser,« siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen til Jyllands-Posten.

Retsopgør i nabolandet

I vores naboland Tyskland er der givet lidt over 192 millioner vaccinationsdoser til cirka 65 millioner personer, og her er debatten om bivirkninger højaktuel.

Til juli skal den første tyske sag om bivirkninger efter coronavaccination for retten. På anklagebænken er den store vaccineudvikler BioNTech.

Den civile retssag bliver ført for en kvinde, der ønsker at være anonym og »hævder blandt andet at have fået hjerteproblemer som følge af covid-19-vaccination«.

Dette kan være et signal om retssagens potentielt banebrydende omfang. To advokatfirmaer har oplyst, at de for flere end 180 klagere forbereder civile retssager rettet mod flere af de store producenter af coronavaccine.

Frem til november sidste år viste en opgørelse desuden, at i alt 333.492 borgere havde benyttet sig af en statslig mulighed for at registrere en mistanke om vaccinekomplikationer eller senfølger.

Over 90 procent af den voksne befolkning i Danmark er blevet vaccineret mod covid-19.

Lægemiddelstyrelsens opgørelse viser, at der frem til slutningen af marts i år var indberettet cirka 71.000 formodede tilfælde i Danmark med bivirkninger efter covid-19-vaccination.