Tre borgmestre i hovedstadsområdet byder de restriktioner, som rammer 38 kommuner på onsdag, velkommen.
»Jeg bakker op om de initiativer, der er taget. Vi vil i Herlev kommune gøre hvad vi kan for at hjælpe til med at tiltagene bliver implementeret på bedste vis, og vi skal have det smittetryk ned nu. Jeg er bekymret for udviklingen,« siger Thomas Gyldal Petersen (S), borgmester i Herlev Kommune.
I Herlev kommune har man allerede i fredags besluttet, at kommunale tilbud indenfor kultur- og fritidslivet skulle »på tidlig juleferie« og lukke ned 7. december. Det skete efter, at kommunen havde et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvor kommunen på baggrund af deres høje smittetryk blev opfordret til nedlukningen.
»Så vi er der nu, hvor andre er på onsdag,« siger Thomas Gyldal Petersen.
På et pressemøde mandag middag præsenterede Mette Frederiksen (S) en række restriktioner, der fra på onsdag vil gælde i 38 af landets kommuner – herunder kommuner i hovedstadsområdet, på Sjælland samt Aarhus og Odense.
Blandt andet indebærer restriktionerne, at skoleelever fra 5. klasse og op hjemsendes og skal undervises digitalt. Ligeledes lukker cafeer, barer og restauranter for alt undtagen take away, mens indendørs sports-, kultur- og fritidsaktiviteter også lukkes.
Herlevs borgmester betoner, at særligt hjemsendelsen af skoleelever bliver hård.
»Selvom det bliver rigtig besværligt for mange forældre, når 5. og 6.-klasses elever skal undervises hjemmefra, så er det nok et af de tiltag, der kommer til at få en betydning, når vi kan begrænse aktiviteten mellem borgerne,« siger Thomas Gyldal Petersen.
Skoleområdet er »måske lidt hårdt«
Borgmesteren i Ishøj, Ole Bjørstorp (S) kalder de nye restriktioner for »en nødvendighed«. Dog lægger han vægt på, at hjemsendelsen på skoleområdet er en tung størrelse:
»Skoleområdet er måske lidt hårdt. Men jeg synes, det er en god ting, at det er de ældste elever fra femte klasse og opefter, man sender hjem til noget undervisning,« siger Ole Bjørstorp og tilføjer:
»På fritidsområdet lukker man ned for alle mulige ting inden for vores ungdomsskoler, fitnesscentre, cafeer, barer, restauranter og så videre. Det er en nødvendighed, sådan ser jeg på det.«
Har du nogle bekymringer i forbindelse med de nye restriktioner?
»Der er altid bekymringer med det. Jeg er bekymret for de ældste elever og dem, der ikke kan gå til fritidsaktiviteter – hvor samles de så henne? Det er min bekymring, at de så samles og måske ikke tager så højtideligt på de restriktioner, man i øvrigt skal holde i hævd,« siger Ole Bjørstorp.
Lars Weiss: Slemt for bestemte erhverv
Overborgmesteren i København, Lars Weiss (S), fremhæver, at de nye restriktioner gør »særligt ondt« på turismeerhverv og byens unge, men understreger samtidig, at »der er ingen vej uden om for at få smitten ned«.
»Jeg har ikke ord for, hvor slemt jeg synes det her er for oplevelses- og turismeerhvervene i København. Kulturliv, restauranter, cafeer og taxichauffører har indstillet sig på en julemåned på lavere blus, men ser nu ind i en total nedlukning,« siger Lars Weiss.
Siden foråret har restriktionerne haglet ned over turist- og oplevelsesbranchen, hvilket har udløst styrtblødninger. For hoteller og restauranters vedkommende er omsætningen over en bred kam halveret og 35.000 arbejdspladser er blevet nedlagt det seneste år.
Lars Weiss finder det nødvendigt, at restriktionerne ophæves, så snart det er muligt:
»Der er rigtig mange mennesker i København og omegnen, der har mistet deres arbejde. Og mange virksomheder, der er tæt på at dreje nøglen om – eller allerede har gjort det. Derfor er det afgørende, at regeringen og sundhedsmyndighederne har et skarpt øje på, at vi skal åbne op igen, så snart det er muligt,« siger Lars Weiss.
Restriktionerne gælder frem til den 3. januar i de 38 berørte kommuner.
De landsdækkende restriktioner, der allerede er gældende, såsom forsamlingsforbuddet og krav om mundbind i offentlig transport, er forlænget frem til den 28. februar 2021.