Der udspiller sig torsdag eftermiddag et veritabelt cykelkaos ved Trangravsbroen i det indre København.

Broens bomme sidder fast, og det er derfor ikke muligt for cyklister at passere som vanligt.

I stedet er flere begyndt at løfte deres cykler over.

Trangravsbroen er forbeholdt cyklister og fodgængere og består af hele tre veje. Den forbinder Christianshavn, Arsenaløen og Papirøen.

Bommende på begge sider er nede, fortæller Berlingskes journalist, som befandt sig på stedet.

Han anslår, at mellem 100 og 150 personer på hver side kæmper med at få sig selv og cykler over bommene.

En myndighedsperson fortæller fremmødet, at »det hele er gået i baglås«.

Berlingske har været i kontakt med Københavns Politi og forsøgt at komme i kontakt med Københavns Kommune. Det er ikke lykkedes at komme til bunds i, hvad der er sket med broen.